Esbjerg er kendt for De Fire Hvide mænd, der står og skuer ud over indsejlingen til Esbjerg Havn.
Nu får byen snart endnu et monument, der nok skal vække opsigt:
En 260 meter lang og op til 9,5 meter høj bombemur.
Ifølge jv.dk skal muren beskytte trafikanterne mod en af Esbjergs farligste virksomheder, Kosan Gas, som håndterer mere end en million gasflasker om året. Muren virker angiveligt på den måde, at den vil lede en voldsom trykbølge fra en eksplosion hen over bilister og trafikanter. Kosan Gas ligger på H.E. Bluhmes Vej og kun et par hundrede meter fra den nyopførte lystbådehavn, som i folkemunde er blevet døbt Ørkenhavnen på grund af voldsom sandflugt.
Esbjerg Kommune kalder dog ikke selv den nye mur for en bombemur. Den har fået navnet 'Bølgen', fordi muren bølger sig frem og tilbage for at undgå et alt for massivt udtryk.
GHB Landskabsarkitekter og COWI har ifølge jv.dk lavet tegningerne af sikkerhedsmuren, som nu snart sendes i udbud. Prisen bliver på omkring 6 millioner kroner, som Esbjergs skatteborgere skal betale.
Der har været rejst kritik af, at borgerne skal punge ud, når det er Kosan Gas, der udgør faren. Politikernes holdning har her været, at kommunen skal bære udgifterne, fordi man har lavet en ny vej tættere på den potentielt farlige virksomhed.
Borgmester Jesper Frost (V) er meget tilfreds med udformningen af det nye bygningsværk. Han understreger overfor jv.dk, at Bølgen ikke vil fremstå som en mur.
- Bølgen vil ikke fremstå som en væg eller en mur, men simpelthen som en skrænt. Højden varierer fra en halv meter til 9,5 meter på grund af sin bølgende form. Vi har forsøgt at lave noget, der ser flot ud, samtidig med at det funktionelt beskytter trafikanter på Esbjerg Brygge, siger borgmesteren.
Bølgen forventes færdig i 2021.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.