Normalt bliver afklippet hår blot fejet sammen og smidt i skraldespanden hos frisøren. Men ligesom der er forskel på folk, er der forskel på hår.
I hvert fald har Heritage Auctions i USA netop i går solgt en hårlok på omkring 50 strå, som menes at stamme fra general George Armstrong Custer.
Krigsføreren, der er mest kendt for sit nederlag i slaget ved Little Bighorn den 25. juni 1876 mod sioux-krigere anført af høvdingen Sitting Bull og Crazy Horse, var kendt for sin lange lyse hårpragt.
Og godt 141 år efter han døde ved det legendariske slag, er der tilsyneladende altså stadig utrolig stor interesse for hans hårpragt.
Salgsprisen var, ifølge Steve Lansdale, der er talsmand for Heritage Auctions 12.500 dollars, hvilket er omkring 79.000 danske kroner. Det var seks gange mere end vurderingen på 2000 dollars, ifølge AP News.
Ifølge aktionshusets beskrivelse menes det, at general Custer gav hårlokken til sin hustru Elizabeth, der havde bedt ham om at sende ham en lok efter hans næste tur til barberen.
Den blev lagt i en stor læderpung, og for mange år siden fik Glen Swanson, en 78 år gammel pensioneret filmskaber, lov til at tage en lille portion af håret til sin samling af effekter fra general Custer og kampen mod indianerne, ifølge auktionshuset Heritage Auctions.
De havde også 161 andre effekter fra samlingen på auktion, heriblandt en riffel og uniformer.