Denne teknik hjælper spædbørn med at overleve undervægt

Ifølge et nyt, norsk forskningsprojekt kan den såkaldte 'kænguru-metode' øge undervægtige spædbørns chancer for at overleve

Forksningsprojektet har fulgt indiske børn fra 2015 til 2018. Foto: Universitetet i Bergen, UiB
Forksningsprojektet har fulgt indiske børn fra 2015 til 2018. Foto: Universitetet i Bergen, UiB

Et nyt forskningsprojekt foretaget af forskere fra Universitetet i Bergen har undersøgt effekten af den såkaldte 'kænguru-metode' på spædbørn, som er født med for lav fødselsvægt.

Det har forskerne gjort ved at følge 8400 for tidligt fødte spædbørn i Indien fra 2015 til 2018.

Ifølge forskerne bag projektet overlever flere undervægtige spædbørn, når moderen gør brug af metoden. Det skriver det norske forskningsmedie forskning.no.

Halvor Sommerfelt, professor og leder af Senter for intervensjonsstudier i mødre- og barnehelse ved universitetet, står bag studiet.

- Vi så, at chancen for at overleve blev øget med hele 30 procent i den første måned i barnets liv og 25 procent det første halve år af barnets liv, fortæller han til mediet.

Kænguru-metoden
Kænguru-metoden går ud på at holde barnet tæt ind til brystet i den første måned af barnets liv, gerne ved hjælp af et sjal eller en sele. Kropskontakten skal helst være i form af hudkontakt og skal gerne vare i mere end et halvt døgn.

- Vi ved, at undervægtige spædbørn er mere sårbare over for sygdom og død end normalvægtige børn. Halvdelen af dem, der dør, dør i første levemåned, siger Halvor Sommerfelt.

Forskerne bag projektet ved ikke, om effekten skyldes, at der er bedre tilgang til modermælk, eller at moderen hjælper barnet med regulering af temperatur. Det kan også skyldes andre faktorer, som at barnet oplever tryghed ved at dufte moderen og høre hendes hjerte banke.

Indien er blandt de land i verden, hvor nyfødte har lavest fødselsvægt. Ifølge studiet har en fjerdedel af børn en fødselsvægt, som ligger under normalen.

11 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere