Dennis fyret: - Vi kommer til at sidde stramt i det

Dennis Munter Niemann er blevet afskediget, da han har været ansat i koncertbranchen, som er hårdt ramt af coronavirussen

Til juni bliver Dennis Munter Biemann far, så fyringen kommer på et meget dårligt tidspunkt. Privatfoto
Til juni bliver Dennis Munter Biemann far, så fyringen kommer på et meget dårligt tidspunkt. Privatfoto

Har du problemer med dit arbejde eller sågar mistet dit job grundet coronakrisen, så skriv til 1224@eb.dk eller direkte til journalisten bag historien.

25-årige Dennis Munter Niemann fra Vojens er en af de mange danskere, som har mistet sit job i forbindelse med coronavirussen.

Indtil for nylig var han ansat i et firma, der udlejede lys til festivaler og koncerter, men da der blev lukket ned for større forsamlinger, var der pludseligt ingenting at lave.

- Lige pludselig kunne vi se, at jobs der ikke var bekræftet, ikke blev til noget.

Alligevel frygtede han ikke som sådan for sit job. Derfor kom fyringen som et chok.

- Det kom lidt ud af det blå, selvom jeg da havde en fornemmelse af, at der skulle ske noget, siger han og fortsætter:

- De (hans arbejdsgiver red.) havde møde med banken om morgenen og over middag blev jeg kaldt op og fik en fyreseddel i hånden. De gjorde det på en ordentlig måde, men det er da stadigvæk meget træls.

Fyringen kom 9. marts, som var et par dage før, at Mette Frederiksen på et pressemøde lukkede Danmark ned.

Bliver snart far
Om få dage er hans 14 dages opsigelse ovre, og så er han presset til at finde en nyt job.

- Jeg skal have søgt nogle jobs, for vi venter trods alt en lille én til juni. Så der skal jo findes noget hurtigst muligt, siger han.

Han er uddannet lager- og logistikoperatør, men er 'åben for det meste'.

- Vi kommer til at sidde lidt stramt i det - skal vi ikke sige det sådan. Vi skal i hvert fald leve noget mere med måde, siger han.

Hans kæreste er folkeskolelærer, så hun rammes ikke.

Opdateret med svar fra finansminister Nicolai Wammen:

Wammen: Vi lytter til råd

Finansminister Nicolai Wammen sagde onsdag som et svar på Ekstra Bladets spørgsmål på et pressemøde, at der kommer flere initiativer, der skal sikre økonomien for fyrede danskere.

- I siger selv, at der vil ske fyringer, selvom I nu kommer med en række tiltag. Har regeringen noget på vej i forhold til familier, som ikke kan få det til at hænge sammen på dagpenge eller kontanthjælp? Hvad skal hjælpe familiernes økonomi?

- Vi er dybt optaget af at holde hånden under familiernes økonomi, og der er heldigvis den danske model med dagpengesystemet og andet, som kan træde i kraft, hvis nu folk mister deres arbejde. Det vi bruger rigtig mange kræfter på lige nu, det er at undgå, at rigtig mange bliver sendt ud i arbejdsløshed.

- I har ikke nogen umiddelbar vurdering af, hvor mange der mister jobbet i den kommende tid. Men I siger selv, at det er en helt ekstraordinær situation, som vi står i, og du henviser til noget, dagpengesystemet, som ikke er ekstraordinært. Har I tænkt jer at gøre noget ekstraordinært for dem, som mister deres job?

- Det er ikke for nuværende muligt at sige, hvor mange virksomheder, der ikke klarer sig igennem, eller hvor mange der desværre kommer til at få en fyreseddel. Men det jeg med sikkerhed kan sige, det er, at hvis vi ikke tog alle de skridt, som vi gør med hjælpepakken, så vil risikoen være, at det tal blev meget højt.

- Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at holde det nede, og vi lytter også til råd i forhold til andre ting, som vi kan gøre. Det her bliver ikke det sidste initiativ, som regeringen kommer til at tag i forhold til at holde hånden under lønmodtagere og vores virksomheder. Vi følger det meget tæt, og vi kommer også i de kommende dage og uger til at se nye initiativer, siger Nicolai Wammen.

Læs flere andre historier om danskere, som har mistet deres job grundet coronavirussen herunder: