Dennis kører gratis med tog: Overvejer bilen

Dennis Alex Jørgensen har arbejdet for DSB gennem 31 år, men nu overvejer han at skifte gratis togkort ud med bilen

Dennis Alex Jørgensen kan køre gratis med DSB, men han overvejer bilen. Der er for meget bøvl med togene, lyder det. Arkivfoto: Jonas Olufson
Dennis Alex Jørgensen kan køre gratis med DSB, men han overvejer bilen. Der er for meget bøvl med togene, lyder det. Arkivfoto: Jonas Olufson

Egentlig er det unaturligt for Dennis Alex Jørgensen at tale negativt om DSB. Han har arbejdet for statsbanerne i 31 år, og han repræsenterer de kontoransatte i DSB gennem sit hverv som afdelingsformand i HK Trafik & Jernbane.

Men tingenes tilstand er nu nået et niveau, hvor han føler, at han bliver nødt til at tage bladet fra munden. Også offentligt.

Se også: Pendler-profil stopper: Vil hellere tage bilen

Baggrunden er Michael Randropps beslutning om at stoppe som formand for Pendlerklubben på Kystbanen efter ti år, droppe toget og fremover tage bilen, som Ekstra Bladet beskrev i går.

- Jeg er superærgerlig over, at en mand, der er så dedikeret, som Michael Randropp er det, må smide håndklædet i ringen. Men jeg forstår ham godt, og jeg håber, at DSB, Banedanmark og politikerne vil lytte efter, hvad han siger, siger Dennis Alex Jørgensen.

Mandag sagde Michael Randropp til Ekstra Bladet:

- Jeg er hurtigere i København med bilen, hvis du sammenligner med rejsetiden på rejseplanen. Og deri ligger ikke de forsinkelser, der ofte kommer med toget, siger han.

- Jeg har forsøgt via møder med DSB, Banedanmark og adskillige ministre at opnå en bedre trafik på Kystbanen. Og jeg kan bare se, at det tegner dystert for fremtiden.

- Jeg er meget stolt over, at vi har været rundt og klæde politikerne på. Når de ikke vil løse opgaverne, tror jeg ikke længere på det, og så kan jeg ikke stå i front for en pendlerklub.

Overvejer bilen frem for gratis tog
Og han får opbakning fra Dennis Alex Jørgensen, der qua sit arbejde kører gratis med DSB. Det overvejer han at droppe.

- Jeg overvejer kraftigt at aflevere frikortet til DSB og i stedet tage bilen og så få det fradrag, jeg giver afkald på med frikortet. Det er stinkende varmt i S-togene, fordi der ikke er noget klimaanlæg. Og der mangler pladser. Alle andre steder gør de det bedre. Selv i busser og med fly bliver der kølet ned, siger han.

Han mener, at problemerne ligger hos Banedanmark, DSB og politikerne.

- Politikerne bør sætte sig sammen og lave en kontinuerlig politik, så jernbaneinfrastrukturen ikke skifter med farverne på regeringerne. Banedanmark bør kigge på samfundsøkonomien i stedet for eget budget. Der bliver tænkt for smalt og i økonomien for hver enkelt virksomhed i stedet for, hvad der samlet gavner samfundet. Og DSB bør få noget materiel, der lever op til nutidens standarder. Det er jo alt fra, at toiletterne ikke virker, til at pendlerne internt skal orientere hinanden om forsinkelser.

Dennis Alex Jørgensen mener, at der er alle muligheder for at levere en god og stabil infrastruktur på jernbanenettet.

- Vi har alletiders mulighed for at lave et perfekt produkt, så vi eksempelvis kan få begrænset bilerne i byerne. Men sådan er det ikke. Folk tager bilen, fordi de ikke tør stole på, om de kan komme hjem med toget. Det svarer jo til, at man for ti år siden købte en minibil og stædigt holder fast i den, selvom man har fået fire børn. Det holder ikke.

DSB: Punktligheden er fin, men

I DSB holder man fast i, at punktligheden er fin.

- Vi er hele tiden i kontakt med kunderne i forhold til at finde ud af, hvad de synes om produktet. Hvordan går det med punktligheden? Og vi synes, at det ser o.k. ud. Vi er i grøn, for så vidt angår operatørpunktlighed, og det er sådan set det primære mål for DSB, siger Tony Bispeskov, informationschef, DSB.

Han vedkender sig dog, at der kan arbejdes med at gøre informationerne bedre.

- Der er situationer omkring trafikinformationer, som er et område, vi deler med Banedanmark. Vi arbejder stenhårdt på at gøre det bedre. I særdeleshed når trafikken ikke har det så godt, og behovet er størst, siger han.

Også når det kommer til manglen på aircondition i S-togene, lyder det, at det vil man kigge på i fremtiden.

- Vejret har ændret sig, og der er flere dage, hvor det godt kan være varmt i S-togene. Vi er i gang med at kigge på fremtidens S-tog, og det vil selvfølgelig være noget, der indgår i de tanker.

Trafikminister ærgrer sig

Danmarks nye trafikminister, Benny Engelbrecht (S), ærgrer sig over, at Michael Randropp stopper, og han peger på, at punktligheden kan forbedres på Kystbanen. I et skriftligt svar sendt gennem presseafdelingen siger ministeren:

'Punktligheden på Kystbanen har over de sidste år udviklet sig i en positiv retning, selvom der stadig er et væsentligt forbedringspotentiale. Netop status for Kystbanen og potentialet for forbedringer er på dagsordenen, når jeg om kort tid skal mødes med borgmestrene for Kystbanekommunerne og regionsrådsformanden. Mit fokus er på, hvordan vi på både kort og lang sigt kan sikre en bedre kvalitet og punktlighed til gavn for passagererne.'

112 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere