Tirsdag smed Mette Frederiksen feriepenge-bomben.
På spørgetimen i Folketingssalen sagde statsministeren direkte, at udbetaling af feriepenge indgår 'utroligt meget i vores overvejelser', når danskerne skal have en sommergave for at sætte gang i økonomien efter coronakrisen.
En helt ny situation, men rent faktisk er der et fortilfælde, der minder meget om vores nuværende situation.
Professor i økonomi på Københavns Universitet og vicedirektør i CEBI Søren Leth-Petersen undersøgte i 2010 danskernes forbrugsvarer, efter vi i 2009 havde fået udbetalt vores SP-opsparing i håb om, at det kunne sætte gang i danskernes forbrug. Og hans melding er klar:
Det kan være en glimrende idé at udbetale danskernes feriepenge, men der er et men.
- Det kan være en god ide, men man skal først gøre det, når alle restriktionerne er udfaset. Man vil gerne udbetale pengene, når der virkelig er behov for at få sat skub i økonomien igen.
- Det er ikke godt, hvis forbrugerne ikke kan bruge pengene frit. En stor usikkerhed i samfundet giver en dårligere effekt. Det så vi også efter finanskrisen, hvor mange sparede op, og det er bekymrende for de langsigtede økonomiske udsigter. Vi skal op i fulde omdrejninger, før feriepenge skal udbetales, siger Søren Leth-Petersen til Ekstra Bladet.
Ferie-check på vej: - Utroligt meget i vores overvejelser
Minder om for 11 år siden
Netop økonomen fra Københavns Universitet har en del erfaring med dette forsøg på at booste økonomien.
I 2010 var han sammen med kollegaerne Claus Thustrup Kreiner og David Dreyer Lassen ansvarlig for et projekt, der skulle undersøge, hvad effekten af udbetalingen af SP-pengene havde været. 6000 mennesker blev spurgt.
- Vi sendte et spørgeskema ud til et tilfældigt udsnit af befolkningen i den arbejdsdygtige alder. 6000 endte med at svare, og 60 % af dem svarede at de brugte SP-pengene. Det var faktisk overraskende for os, at effekten var så stor. Vi ved dog fra undersøgelser i andre lande, at det er en relativt gængs ting, at folk bruger en betydelig del af beløbet. Det gav os tillid til, at vores undersøgelse var troværdig dengang, siger Søren Leth-Petersen til Ekstra Bladet.
Samtidig slår han fast, at det et helt legitimt at drage en parallel fra SP-pengene i 2009 til feriepengene i dag.
- SP-pengene er noget af det tætteste, vi kommer på feriepenge. Det er nogle penge, som egentlig er folks egne, men nu ændrer vi bare tidspunktet for, hvornår de bliver udbetalt, siger Søren Leth-Petersen til Ekstra Bladet.
Søren Leth-Pedersens undersøgelse fra 2010 viste, at 60 procent havde brugt det på forbrug, mens de resterende 40 procent blev brugt på opsparing, gældsreducering og pensionsopsparing. Og det overraskede dengang en af forskerne bag undersøgelsen.
Politisk slagsmål
l 2009 turnerede daværende oppositionsleder Helle Thorning-Schmid med, at udbetaling af SP-pengene ikke havde nogen effekt.
Artiklen fortsætter under billedet ...
'Som mange økonomer og vi socialdemokrater advarede om, var effekten ringe. Danskerne holdt kloge af skade på pengene, mens væksten stille og roligt gik i sig selv, skrev Helle Thorning-Schmidt blandt andet i en kronik i Jyllands Posten.
Netop den dagsorden skabte ballade mellem rød og blå blok, da daværende finansminister Claus Hjorth Frederiksen og DF's finansordfører Kristian Thulesen Dahl mente, at SP-udbetalingen havde stor effekt. Og det mente de, at undersøgelsen understøttede.
Selv om SP-pengene efter sigende hjalp dengang, så faldt det private forbrug alligevel i 2009 som følge af finanskrisen året før.
Uklar fordeling
I skrivende stund er det fortsat uklart, hvordan pengene bliver fordelt i sommerpaken.
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er de såkaldte 'helikopter-penge' en del af overvejelserne. Altså en check fra staten, som bliver delt ud til en større gruppe danskere.
Få udbetalt dine feriepenge: Nu rykker det nærmere
De indfrosne feriepenge er også en mulighed. Siden september sidste år er et beløb svarende til 12,5 procent af danskernes ferieberettigede løn blevet indefrosset.
Flere partier har foreslået, at pengene bliver udbetalt netop nu.
Det er ellers meningen, at de fastfrosne midler først skal udbetales ved folkepensionsalderen.
Det figurerer sandsynligvis på din lønseddel, hvor mange feriepenge du præcist har optjent indtil videre. Alternativt kan du få en idé om det ved at benytte beregneren herunder.