Der er ikke noget så sexet som et godt stykke håndværk

Ekstra Bladets chefredaktør Karen Bro går en gang om ugen medierne og medie-debatten efter i sømmene

Henrik Sass Larsen stillede veloplagt op til interview med Ekstra Bladets Mads Kastrup på Folkemødet for nylig. Som det ses, trækker et godt, gammeldags interview stadig publikum til. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Henrik Sass Larsen stillede veloplagt op til interview med Ekstra Bladets Mads Kastrup på Folkemødet for nylig. Som det ses, trækker et godt, gammeldags interview stadig publikum til. Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Journalistik er et godt, gammeldags håndværk, som heldigvis stadig efterspørges.

Danskerne mener nemlig, at nyhedsmedierne er meget bedre til at skelne mellem fakta og opspind, end de sociale medier er. Det kan man se i en rapport om danskernes brug af nyhedsmedier, som blev offentliggjort i går af to forskere fra Center for Nyhedsforskning på Roskilde Universitet.

Undersøgelsen viser også, at brugen af sociale medier er faldet siden sidste år. Ganske vist kun med nogle få procentpoint, men det er en helt anden snak end tidligere, hvor man talte om en eksplosiv stigning i forbruget.

Samtidig er brugen af avisernes online-nyheder steget et tilsvarende antal procentpoint.

Det er med andre ord de certificerede håndværkere, man ringer til, når mediehavet forplumres af falske nyheder.

Det er alt i alt lige så meget optur, som at Trump med alt sit medie-had har fået oplaget på New York Times og andre medier i USA til at stige. Det såkaldte 'Trump bump'.

Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, tordnede for nylig imod Ekstra Bladet. I særdeleshed på grund af vores afsløringer af hendes partifælle Morten Messerschmidts omgang med EU-midler.

Hun svingede sig op til at sige, at vi smadrer demokratiet og blot går efter at smadre en politiker. Det fremgår, at hun i særdeleshed er fortørnet over, at vi kalder afsløringerne for 'Messershit'.

Det er et meget godt eksempel på, hvordan godt journalistisk håndværk kan blive hængt ud som utroværdigt af en politiker, som ikke bryder sig om, hvad vi skriver.

I denne uge sagde Socialdemokratiets politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, til Berlingske, at han i stigende grad vælger ikke at udtale sig til medier, men foretrækker at lægge sine nuancerede budskaber ud på Facebook, hvor de ikke ’hakkes i stykker’ .

’I vælger nogle af de ord, jeg siger. Jeg kan stå og lave et interview med dig nu her. Men bringer du hele båndudskriften? Det gør du ikke. Du bringer det, du synes er mest interessant, og som passer ind i din vinkel i forhold til historien', siger han til avisens reporter.

Sass har fuldstændig ret i, at den journalistiske håndværker ikke holder mikrofonen fra det øjeblik, han går i gang med at tale, for derefter at publicere hele båndudskriften fra ende til anden. Så ville journalisten ikke passe sit arbejde ordentligt.

Det står selvfølgelig Sass frit for at benytte sin Facebook-væg som foretrukket medie, men heller ikke her kan han jo være sikker på, at folk får alle hans guldkorn med. Det KAN godt blive lidt kedeligt, når vinklen og de kritiske spørgsmål mangler.

Alt dette til trods har jeg stadig ja-hatten på.

Ekstra Bladet blev nomineret til den fornemme European Press Prize for Messershit-sagen og blev nummer to i opløbet om prisen.

Og hvad Sass angår, så er han heldigvis ikke Facebook-fundamentalist.

På Folkemødet i sidste uge stillede han op i Ekstra Bladets telt og trak sammen med opinionsredaktør Mads Kastrup fulde huse til et godt, gammeldags interview med både vinkling og kritiske spørgsmål.

Simpelt hen et godt stykke håndværk.

 

21 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere