Der er noget galt i Danmark.
Magten samler sig i stigende grad hos embedsmændene i Finansministeriet, og pressen har sværere og sværere ved at holde øje med, hvad der foregår.
Berlingske beskrev fænomenet forleden og har blandt andre talt med en oprørt Bertel Haarder. Han fortæller, hvordan han i sin tid som undervisningsminister fik nej fra Finansministeriet til at lempe et sparekrav for højskolerne.
Han fandt selv pengene internt i sit eget ministerium, men Finansministeriet sagde alligevel nej. Ifølge Haarder med den begrundelse, at så ville andre institutioner bare komme rendende og bede om det samme.
Haarder siger til Berlingske, at det er ’fuldstændigt nonsens’, og han lægger vægt bag sine ord ved at fremhæve, at ingen har været minister for så mange institutioner som ham, og ingen kender dermed reaktionsmønstrene så godt som ham.
Eksemplet illustrerer sagens kerne. At fagministrenes ekspertise på de forskellige områder bliver fejet til side af rent økonomiske hensyn, når der tages politiske beslutninger.
Berlingske offentliggjorde forleden en såkaldt magtanalyse, der rangerede Finansministeriets departementschef som den syvende mest magtfulde dansker. Finansministeren er nummer fire. Man kan sikkert sige meget om, hvor valid sådan en analyse er, men når Haarder og en række andre tidligere og nuværende ministre går til citat i Berlingske og taler om ’magt-akkumuleringen’, må vi antage, at der er noget om det.
Desuden siger tidligere chef i Finansministeriet og siden departementschef i Erhvervsministeriet Jørgen Rosted i samme artikel, at magten i Finansministeriet blev øget i hans år. Og at den nu er blevet for stor, hvilket han anser som et alvorligt problem.
Det har han ret i. Magtkoncentrationen og også uigennemsigtigheden er bekymrende på flere planer.
Når finansloven er klappet af, er det ikke embedsmændene, men alene politikerne, der kommer ud ad døren og svarer på spørgsmål fra journalisterne. Trods det at embedsmændene står for en stor del af arbejdet.
Flere af mine kolleger, som har arbejdet med politik, husker, at før i tiden kunne journalisterne faktisk tale med departementscheferne.
I dag er det anderledes. En departementschef er ikke til rådighed, fordi der er lagt så mange lag af spindoktorer, pressechefer, kommunikationsrådgivere, og hvad ved jeg ind mellem offentligheden og beslutningstagerne og statsapparatet.
Det er svært for pressen at kontrollere en magt, vi ikke har adgang til. Og det bliver ikke lettere, når det lovforberedende arbejde ikke er omfattet af aktindsigt. Tidligere kunne vi søge aktindsigt i styrelsers kommunikation med ministre; det kan vi ikke længere.
Det er værd at huske på, at embedsmændene ikke er valgt af folket, men de sidder ofte med centrale beslutninger i 10-15 år eller mere, mens en minister måske kun sidder et par år eller tre.
I virkeligheden tror jeg, embedsmændene gerne vil tale med os. De har for det første stor viden om tingene. For det andet ved vi fra bogen ’Mørkelygten’, at en række embedsmænd gerne taler til baggrund, så offentligheden får indsigt i det, som en af dem kalder ’et forskruet beslutningslag’.
SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, tidligere minister i Thorning-regeringen, understreger, at Finansministeriet har fået for megen magt, fordi politikerne lader det ske.
Finansminister Kristian Jensen kan derimod slet ikke se problemet, hvilket jeg ser som en understregning af Dyhrs pointe.
Jeg synes, det er tankevækkende, at så mange prominente politikere samt en tidligere embedsmand siger det åbent og uden omsvøb.
Og jeg synes, det er trist, at vi har en udvikling, som bekymrer både borgere, politikere, pressefolk og embedsmænd.
For hvis skyld er systemet egentlig skabt?
