Der er noget om snakken - der er krig på Bakken

'Helt ude i skoven': Naturstyrelsen bruger rene mafiametoder for at kanøfle Bakken-folk, mener værtshusejer i verdens ældste forlystelsespark

Klaus Rasmussen har fået ballade med skovrideren om en flisegang, han hævder altid har været der. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Klaus Rasmussen har fået ballade med skovrideren om en flisegang, han hævder altid har været der. Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Knap 14 dage før Bakken åbner, er der udbrudt krig mellem en teltholder og en skovfoged i Dyrehaven, som i 436 år har været ramme om verdens ældste forlystelsespark.

Klaus Rasmussen, som ejer værtshuset og musikstedet Pølsekroen, har nemlig begået den brøde at få anlagt en omkring otte kvadratmeter flisegang i forlængelse af værtshusets terrasse på bagsiden.

Det vil Naturstyrelsen ikke finde sig i, for man har aldrig givet tilladelse til fliser her.

Før Klaus Rasmussen for otte år siden overtog stedet, lå der dog også fliser, men dem skiftede han for to år siden ud med nogle pænere og mere gangbare.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Disse ca. otte kvadratmeter flisegang er et problem for Naturstyrelsen. Privatfoto
Disse ca. otte kvadratmeter flisegang er et problem for Naturstyrelsen. Privatfoto
 

Mødte konen på Pølsekroen
Den tidligere ejer Bo Clemmensen bekræfter over for Ekstra Bladet, at der også lå fliser, da han i sin tid overtog Pølsekroen.

- Jeg vil skyde på, at der har ligget fliser i i hvert fald 30 år og måske endnu længere, siger Bo Clemmensen, som kalder Naturstyrelsens adfærd 'helt ude i skoven' og i øvrigt understreger, at han aldrig har hørt fra myndigheden om flisegangen.

Den er nu blevet tilintetgjort.

- Torsdag kom der en entreprenør og fjernede fliserne og hældte muldjord ud i stedet. Med fare for at lyde som en kværulant så ligner det en bunke lort, siger Klaus Rasmussen, som nu kan forvente en regning for arbejdet.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Flisegangen er erstattet med en bunke jord. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Flisegangen er erstattet med en bunke jord. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
 

- Det er de rene mafiametoder. Jeg har brugt omkring 25.000 kroner på stenkøb og en professionel brolægger - i øvrigt skovens egen - og risikerer en regning på et lignende beløb fra Jægersborg Skovdistrikt. Det er ikke sikkert, jeg har råd til at betale, og så går jeg på røven. Det er døduretfærdigt, siger Klaus Rasmussen, som tilføjer, at han i sin tid købte Pølsekroen som beset, efter han for næsten 40 år siden forelskede sig i øl- og musikstedet.

Forelskelsen opstod under en svingom med Ulla, som han også faldt pladask for. De var 19 og 20 år. Næste gang runder Klaus Rasmussen 60 og er siden blevet gift med Ulla, som han har drevet flere virksomheder med i Dyrehaven. De to har også fem hestevogne, som transporterer godtfolk rundt i det grønne i Nordsjælland.

- For mig at se er der en skovfoged, som har besluttet sig for, at Bakken-folket bare skal kanøfles på en eller anden måde i stedet for at kigge på, hvordan tingene har været i 30 år. Det er magtmisbrug.

Artiklen fortsætter under billedet...

Klaus Rasmussen og tjeneren Brian på terrassen, hvor der bliver skænket masser af fadøl til glade Bakken-gæster. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Klaus Rasmussen og tjeneren Brian på terrassen, hvor der bliver skænket masser af fadøl til glade Bakken-gæster. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
 

På røv og albuer
Selve Pølsekroens terrasse, hvor man for en stund kan kigge ud over Kildesøen og naturen og få et afbræk fra horder af candyfloss-gnaskende Bakken-gæster, har Naturstyrelsen ikke pillet ved.

- Jeg kunne også have ladet de knækkede fliser ligge, men så var der pludselig en, der havde stået på hoved og røv og brækket både arme og ben. I stedet lavede jeg en pæn kantsten foran rækværket, som nu har skabt en helvedes ballade. Jeg er bange for, hvad det næste bliver, siger Klaus Rasmussen, som sommetider har stillet caféborde med plads til to op på flisegangen, hvis hans terrasse har været proppet med gæster.

Han fastholder dog, at flisegangens primære funktion har været at sikre, at gæster ikke vader direkte ned i en mudderpøl, når de forlader beværtningen.

Nabo til Høkassen
Bakkens teltholderes husleje er baseret på en omsætningsafgift, som betales til Naturstyrelsen.

- Hvis vi siger, at Pølsekroen tjener et par millioner på de fem-seks måneder, der er åbent, ligger vores husleje, som bliver betalt direkte til skoven, på et stykke over 100.000 kroner om året. Nu mener man åbenbart, jeg har beriget mig med otte kvadratmeter flisegang, som altid har været der, men hvis jeg skulle tjene lidt ekstra penge på de gange, jeg har sat borde og stole op på flisegangen, så kommer det Naturstyrelsen til gode, fordi det vil øge min husleje, siger teltholderen.

Ud over hestevognsdriften og Pølsekroen driver Klaus Rasmussen og hans hustru Pølsekroens Grill & Isbar. Den ligger mellem Pølsekroen og Ølgod, hvor blandt andre Tommy Seebach optrådte i sine sidste år.

Til venstre for Pølsekroen, hvor der ofte bliver spillet op til dans med gamle John Mogensen-hits, ligger i øvrigt Høkassen.

Pølsekroen blev grundlagt i 1928, og siden er der løbet rigtig meget øl gennem ølhanerne.

- Pølsekroens venner tæller flere hundrede medlemmer, som elsker musik- og ølstemning. Det håber jeg ikke lykkes nogen at ødelægge med bureaukrati og regler.

Skovrider: Vi vil ikke genere nogen

Pølsekroen serverer ikke pølser, men øl. Sulten kan man stille i grillbaren til højre. Foto: Privat
Pølsekroen serverer ikke pølser, men øl. Sulten kan man stille i grillbaren til højre. Foto: Privat
 

Det er ikke af frygt for, at en kronhjort skal skvatte, at Naturstyrelsen ubønhørligt har skrottet Klaus Larsens flisegang.

- Dyrehavsbakken ligger på Naturstyrelsens arealer, og vi har en samarbejdsaftale med A/S Dyrehavsbakken og en lokalplan, som skal sikre, at Dyrehavsbakken ikke vokser ud over sine grænser og ind i Dyrehaven. Det er af hensyn til skoven og naturoplevelsen for skovens gæster og Bakkens gæster, siger skovrider Kim Søderlund til Ekstra Bladet.

Den skovfoged, som Klaus Rasmussen langer ud efter, har ikke selv haft lyst til at udtale sig.

Skovrideren fastholder, at der aldrig er blevet givet eller søgt om tilladelse til flisegangen.

- Så meddeler vi ham, at han skal fjerne den, og gør han ikke det til fristen, så fjerner vi det for hans regning.

- Den tidligere indehaver af Pølsekroen siger, at der også var fliser her, da han havde stedet - han vurderer, at der har været fliser i op mod 30 år ...

- Vi har ikke optegnelser på det, og efter vores viden har det ikke været der. Det stemmer ikke overens med vores viden, luftfotos eller aftaler.

- Lyver den tidligere ejer?

- Det ved jeg ikke. Vi har ikke givet tilladelsen, og ejeren har ikke kunnet dokumentere med andet end vidneudsagn, der siger, det er der. Havde de søgt, havde de fået nej, siger skovrideren, som tilføjer, at Naturstyrelsen udelukkende er ude på at 'beskytte det store hele' og sommetider må statuere et eksempel.

- Hvis naboteltholderen ser, at han kan bygge ud med otte kvadratmeter, så mener han, at det kan han vel også. Vi er nødt til at være lidt firkantede i administrationen, hvis vi skal passe på Dyrehaven. Og der er ikke nogen, der er kommet til skade.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Den tidligere indehaver af Pølsekroen fastholder, at der i årevis har været flisegang på bagsiden af Pølsekroens terrasse
Den tidligere indehaver af Pølsekroen fastholder, at der i årevis har været flisegang på bagsiden af Pølsekroens terrasse

- Klaus Rasmussen fastholder, at flisegangen var der, da han overtog for otte år siden. Han har renoveret den og brugt omkring 25.000 kroner. Nu skal han betale for, at I har fjernet den. Det er ikke gratis. Han vurderer, at det kan komme til at koste ham 25.000 kroner mere. Det gør også ondt - på pengepungen...

- Hvis han har været i god tro, er det ærgerligt, men det rammer på noget princip, og det, vi er udsat for, er, at teltholderne generelt gerne vil flytte ud i Dyrehaven og udvide med en kvadratmeter her og der. Men der er sat en streg, og går man over den streg, er vi nødt til at sige niksen biksen, siger skovrideren, som ikke mener, at nedrivningen af fliserne er så dyr, som Klaus Rasmussen frygter.

- I årevis har Bakken kun haft tilladelse til at have åbent nogle bestemte måneder i foråret og sommeren - mig bekendt for at genere dyrene mindst muligt. Nu har I givet tilladelse til udvidet åbningstid i efterårsferien og ved juletid - hvor meget generer otte kvadratmeter flisegang kronhjortene i forhold til ekstra larm og støj fra forlystelsesparken?

- De to ting kan ikke sammenlignes. Der har været en række drøftelser om regulering både i forhold til miljø og nabopåvirkning, og her har man fundet hinanden. Og man har lyttet til os som ejere af Dyrehavsbakken. Hvis vi som ejer havde sagt nej til jul eller efterårsferie, er det måske ikke attraktivt for teltholderne at have deres forretning. Og vi er ikke ude på at genere teltholderne. Vi lever også af teltholderi, og så har man vurderet, at det kunne man godt, og så prøver man det, siger skovrideren, som understreger, at det nye forsøg med udvidede åbningstider ikke gør det mindre væsentligt at overholde aftaler og ikke bygge ud i Dyrehaven.

- Det vil vi ikke finde os i. Men vi blander os ikke så meget i, hvad der foregår inde på Dyrehavsbakken.

1 af 7 Disse ca. otte kvadratmeter flisegang er et problem for Naturstyrelsen. Foto: Privat
2 af 7 Pølsekroen serverer ikke pølser, men øl. Sulten kan man stille i grillbaren til højre. Foto: Privat
3 af 7 Pølsekroen set fra skovsiden. Foto: Privat
4 af 7 Flisegangen er erstattet med en bunke jord. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
5 af 7 Klaus Rasmussen og tjeneren Brian på terrassen, hvor der bliver skænket masser af fadøl til glade Bakken-gæster. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
6 af 7 Den tidligere indehaver af Pølsekroen fastholder, at der i årevis har været flisegang på bagsiden af Pølsekroens terrasse
7 af 7 Klaus Rasmussen har fået ballade med skovrideren om en flisegang, han hævder altid har været der. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
212 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere