Der er registreret 632 nye coronatilfælde i Danmark

Ud af 59.989 PCR-prøver har 632 af dem det seneste døgn vist et positivt svar for corona, viser tal fra SSI

Bliv opdateret på de danske smitte- og vaccinetal.

Få et overblik over de senest coronatal her.

Det seneste døgn er 632 personer i Danmark testet positive for coronavirus.

Det viser den daglige opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI) søndag.

De 632 smittetilfælde er fundet blandt i alt 59.989 PCR-prøver, som er de test, hvor man bliver podet i svælget.

Det vil sige, at andelen af positive test har været 1,05 procent.

Der er det seneste døgn også foretaget 45.489 lyntest. Det er de test, hvor man bliver podet i næsen.

Positive resultater fra lyntest fremgår dog ikke af SSI's tal, da der er for stor usikkerhed forbundet med testresultaterne.

På landets hospitaler er der søndag 124 patienter, der er indlagt med corona. Det er tre flere sammenlignet med lørdag.

Siden midten af august har antallet af indlagte patienter været over 100. Det selv om stadig flere i befolkningen er blevet vaccineret imod virusset.

Ifølge Åse Bengård Andersen, ledende overlæge på infektionsmedicinsk afdeling på Rigshospitalet, er det især personer med svækket immunforsvar, som er indlagt i øjeblikket.

- Dem jeg ser på vores eget hospital er helt overvejende mennesker, som er immundefekte af en eller anden grund.

- Det kan for eksempel være fordi, at de har fået en organtransplantation eller er svækket af medicin, sådan så de måske ikke engang har haft fuld effekt af vaccinen.

- Eller det er mennesker, som har valgt vaccinen fra, og det betaler de en pris for nu, siger Åse Bengård Andersen.

Ud af de 124 indlagte patienter er 26 af dem indlagt på intensiv, og af dem er der 17, som får hjælp af en respirator.

Der er ikke registreret nye dødsfald blandt coronasmittede. Det vil sige, at der fortsat er 2590 smittede personer, som er døde under epidemien.

I vaccinationsindsatsen er der det seneste døgn blevet givet 9145 stik med en coronavaccine.

Samlet har mere end 4,4 millioner borgere påbegyndt vaccination, og over 4,2 millioner borgere er færdigvaccineret.

De over 4,2 millioner færdigvaccinerede svarer til 72,5 procent af den samlede danske befolkning.