Der er registreret over fire millioner smittede med coronavirus i USA

Af de 15,3 millioner bekræftede smittetilfælde globalt står USA nu for over fire millioner, viser opgørelse

I lyset af situationen i USA sagde USA's præsident, Donald Trump, tirsdag aften dansk tid, at alle amerikanere bør bære mundbind, når det ikke er muligt at holde afstand. (Arkivfoto). Foto: Alex Edelman/Ritzau Scanpix
I lyset af situationen i USA sagde USA's præsident, Donald Trump, tirsdag aften dansk tid, at alle amerikanere bør bære mundbind, når det ikke er muligt at holde afstand. (Arkivfoto). Foto: Alex Edelman/Ritzau Scanpix

Der er registreret over fire millioner smittede med coronavirus i USA.

Det viser en opgørelse fra Johns Hopkins University, der følger coronasituationen tæt, torsdag aften dansk tid.

USA er det land i verden, der har bekræftet flest smittetilfælde. Brasilien er nummer to på listen med godt 2,2 millioner bekræftede tilfælde. Globalt er der registreret 15,3 millioner smittetilfælde.

Det er samtidig i USA, at der er konstateret flest døde med coronavirus. Landet har ifølge Johns Hopkins University 143.820 coronadødsfald. Det svarer til 43,8 coronadøde per 100.000 indbyggere. I Danmark er der til sammenligning 10,5 dødsfald per 100.000 indbyggere.

Det er delstaten Californien, der tegner sig for flest smittetilfælde af de amerikanske delstater. Californien har registreret 421.857 smittede.

Dernæst følger New York og Florida med henholdsvis 409.697 og 389.868 bekræftet smittede.

Nyhedsbureauet Reuters fører selv regnskab med antallet af smittede. Ifølge Reuters tog det 98 dage fra det første registrerede smittetilfælde i USA 21. januar, før landet ramte en million tilfælde.

Til sammenligning tog det 16 dage at nå fra tre millioner til fire millioner tilfælde ifølge Reuters opgørelse, som et par timer før Johns Hopkins University konstaterede fire millioner tilfælde.

Ifølge Reuters stiger antallet af smittetilfælde i USA i gennemsnit med 2600 i timen.

I lyset af situationen i USA sagde USA's præsident, Donald Trump, tirsdag aften dansk tid, at alle amerikanere bør bære mundbind, når det ikke er muligt at holde afstand.

Opfordringen kom, efter at Trump igennem længere tid havde afvist at anbefale brugen af mundbind som en måde at bekæmpe spredning af coronavirus på.

Tidligere torsdag aften gav Tedros Adhanom Ghebreyesus, der er generaldirektør i Verdenssundhedsorganisationen (WHO), en status på coronasituationen i verden.

Ved den anledning fremhævede han, at næsten halvdelen af alle de registrerede smittetilfælde globalt kommer fra tre lande: USA, Brasilien og Indien.

15 kommentarer
Vis kommentarer