Når din lønseddel tikker ind i slutningen af denne måned, kan beløbet, du får udbetalt i maj, være mindre, end det var samme tid sidste år. Der er nemlig blevet skåret i dit årlige ferietillæg.
- Ferietillægget kommer til at være to tredjedele af, hvad det plejer at være, siger ekspert i økonomi og seniorkonsulent hos LD Fonde, Lisbeth Burgaard, til Ekstra Bladet.
- Det betyder ikke, at man bliver snydt for pengene. Man får dem bare udbetalt senere, siger hun.
Konsekvens af den nye ferielov
Når det nye ferieår bliver skudt i gang 1. maj, får danskerne hvert år en ekstra skilling smidt ind på kontoen, nemlig det årlige ferietillæg, som består af mindst én procent af ens ferieberettigede løn, hvis man har ferie med løn.
Men i år er den ekstra skilling skrumpet, og det er en konsekvens af den nye ferielov, som træder i kraft 1. september i år. Den her nemlig medført, at perioden, danskerne har kunnet optjene feriepenge, er blevet forkortet.
- Fra 1. januar 2019 til 1. september samme år optjente vi stadig efter den gamle ordning. Men i september begyndte overgangsfasen, som vi befinder os i nu, hvor vi går fra den gamle ordning til den nye. Derfor optjente man kun feriepenge i otte måneder frem for de 12 måneder, man plejer, fortæller Lisbeth Burgaard.
- De penge, vi tjener i overgangsfasen, bliver sat ind i en såkaldt feriefond. Dem får man udbetalt, når man når pensionsalderen, eller hvis man forlader arbejdsmarkedet, siger hun.
- Hvor mange penge er der tale om?
- Det afhænger af ens indkomst. Har man en årsløn på 300.000 kroner, vil man normalt få udbetalt, hvad der svarer til 3000 kroner - altså én procent. Men i år vil man så i stedet få udbetalt 2000 kroner, altså to tredjedele af det, man plejer at få udbetalt, forklarer Lisbeth Burgaard.
- Når overgangsfasen er slut, og den nye ferielov træder i kraft, vil der blive udbetalt feriepengegodtgørelse to gange om året.