På fronten af de fleste danske busser kan man i dag se de ikoniske små Dannebrogs-flag blafre i vinden.
Men det er hverken for at fejre dronningens fødselsdag, national flagdag eller andre flagtraditioner, vi har set så mange gange før.
I stedet er det i anledning af det islandske præsidentpars statsbesøg i Danmark, at de danske busser i dag, tirsdag, er prydet med flag. Og det vil de være, indtil presidentparret, Guðni Thorlacius Jóhannesson og fru Eliza Jean Reids, er på retur den 26. januar.
Se også: Derfor flager disse bybusser hver dag resten af 2017
Ikke kun busserne får dog selskab af det røde og hvide flag de næste par dage. Også enkelte statsbygninger og statsskibe pyntes til anledningen. Det skriver Justitsministeriet på deres hjemmeside.
- I anledning af Islands Præsident Hans Excellence Guðni Thorlacius Jóhannesson og fru Eliza Jean Reids statsbesøg i Danmark flages der fra samtlige statsbygninger og statsskibe i Københavns Kommune og Tårnby Kommune den 24.-26. januar 2017, står der.
Se også: DMI advarer om tæt tåge
Det fornemme statsbesøg indledes i dag klokken 10, hvor præsidenten og hans kone vil blive taget imod af det danske regentpar på Amalienborg.
Senere på eftermiddagen vil Dronning Margrethe følge præsidentparret til Den Sorte Diamant i København, hvor de vil få overrakt Islands folkegave.
Også statsminister Lars Løkke Rasmussen og Folketingets formand Pia Kjærsgaard vil få fornøjelsen af vores islandske venner, inden regentparret byder på gallataffel i Christians VII's Palæ senere på aftenen.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.