Derfor kan du aldrig finde en p-plads i Aarhus og København: - Det er pisseirriterende

Landets to største kommuner udsteder for mange p-licenser til borgerne, og derfor er der ikke parkeringspladser nok

Det er især beboere på Christianshavn, der er hårdt ramt af problemerne med manglende parkeringspladser i hovedstaden. Foto: Mogens Flindt
Det er især beboere på Christianshavn, der er hårdt ramt af problemerne med manglende parkeringspladser i hovedstaden. Foto: Mogens Flindt

Hvis du har svært ved at finde en p-plads i nærheden af din bolig i landets største byer, er du ikke alene.

For selvom prisen på de såkaldte beboerlicenser de seneste år er steget, er det ikke blevet nemmere at finde en ledig parkeringsplads. Aarhus og Københavns kommuner udsteder nemlig langt flere p-licenser, end der er parkeringspladser i byområderne.

Det viser tal fra sammenligningsportalen Samlino.dk

Se også: Borgmester bag parkerings-bombe: Derfor skal prisen 100-dobles

I hovedstadsområdet Christianshavn står det specielt slemt til. Her har man fra kommunens side i 2018 valgt at udstede 1743 p-licenser til de 1258 pladser, der er i området, og det skaber naturligvis kamp om at få parkeret bilen for mange af borgerne i København-bydelen.

Problemerne har tidligere ført til store diskussioner på Københavns Rådhus. Og hos Liberal Alliance mener Alex Vanopslagh, der er medlem af Teknik- og Miljøudvalget, at der næsten er tale om bedrageri:

- Jeg synes, det er noget svineri. Kan du forestille dig, hvis det er en biograf, der sælger 500 billetter, men når så de sidste 200 kommer, får de at vide, at de ikke kan komme ind, og du kan ikke få pengene tilbage.

I 2016 var der i København overbelægning i 10 ud af 17 parkeringszoner. For at imødegå problemet blev det derfor fra politisk side besluttet at lave færre og større parkeringszoner, så der i dag kun er ni. Men trods indsatsen er der i 2018 overbelægning i seks ud af ni zoner.

Artikel fortsætter under billedet ...

Se også: Afviser 100-dobling af parkeringspriser: Ikke med vores stemmer

Drastiske skridt på vej
Ifølge tallene er der udstedt 2857 nye beboerlicenser inden for de seneste otte måneder. Det har skabt endnu større pres på de godt 52.000 københavnere, der i forvejen kæmper om p-pladser især i indre by og i brokvartererne.

Men ifølge Ninna Hedeager Olsen, der er teknik- og miljøborgmester fra Enhedslisten i Københavns Kommune, kan man ikke forskelsbehandle borgerne:

'Enhver københavner over 18 med bil eller motorcykel har ret til at erhverve sig en beboerlicens, som giver mulighed for billigere parkering til københavnerne. En beboerlicens er ikke det samme som at købe en parkeringsplads, men at købe betalingsparkering i et givent område til reduceret pris', skriver hun til Ekstra Bladet i en mail.

Samtidig køber borgmesteren ikke argumentet om, at mange bruger lang tid på at finde en p-plads i byzonerne. Hun anerkender dog behovet for nye tiltag for at løse problemerne:

'Vi har netop fået lavet nye målinger, der viser, at københavnerne i gennemsnit kun bruger 1 minut og 50 sekunder på at finde en parkeringsplads. Tidligere tiltag har gjort det nemmere at finde en parkeringsplads, men også gjort det mere attraktivt at anskaffe sig en bil', skriver hun.

'Det viser, at vi er nødt til at tage mere drastiske skridt, hvis vi vil løse udfordringerne, og derfor har jeg også foreslået, at vi hæver beboerlicensen til 10.000 kroner årligt. Det vil betyde omkring 6100 færre biler i byen. Derudover bør timepriserne også hæves for udefrakommende med 15 procent, da det vil fjerne omkring ti procent af bilerne som udgangspunkt'.

Ninna Hedeager Olsen foreslår, at man allerede indfører de nye takster fra 2019, men forslaget møder modstand fra Socialdemokratiet. Derfor ser parkeringsproblemerne ikke ud til at blive løst lige foreløbigt i København.

Beboerparkering i landets to største byer

Fakta om beboerparkering i Aarhus:
I Aarhus er problemerne med at finde en parkeringsplads kun blevet værre gennem de seneste år. Hvis der er flere borgere, som køber en beboerlicens, end der er parkeringspladser, er der tale om såkaldt overbelægning.

Den samlede belægning på parkering i Aarhus Kommune: 122.99 procent

Der er overbelægning i fire ud af syv parkeringsområder i Aarhus Midtby.

De fire områder har en overbelægning på mellem 138.27 til 184.5 procent.

Prisudvikling for en årlig beboerlicens i de syv parkeringsområder i Aarhus:

2005-2012 : 240 kr.

2013 – 2018 : 265 kr.

2018 –  : 500 kr. (dog gratis tfor elbiler og brintbiler)

Fakta om beboerparkering i København:
Samlet belægning på parkering: 102.53 procent

Overbelægning i seks ud af ni parkeringszoner.

De seks parkeringszoner har en overbelægning på mellem 100.44 og 138.55 procent.

Prisudvikling for en årlig beboerlicens i de ni parkeringsområder i København:

2009: 190 kr.

2010: 690 kr.  

2012: 705 kr.

2013 715 kr.

2014: 720 kr.

2015: 730 kr.

2016: 740 kr.

2017: 730-1150 kr. (miljødifferentieret)

2018: 745-1175 kr. (miljødifferentieret)

 

Kilder: Center for Parkering, Center for byudvikling og Mobilitet

- Der mangler parkeringspladser

Ekstra Bladet har været på gaden i Christianshavn for at tale med beboere, der føler sig presset af manglen på parkeringspladser.

Foto: Mogens Flindt
Foto: Mogens Flindt

Zaros Fariki, 44 år.
- Jeg kommer to gange hver eneste dag for at parkere her på Christianshavn, men jeg oplever altid, at der mangler parkeringspladser. Der er simpelthen ikke nogen. Jeg får parkeringsbøder, fordi jeg til sidst er nødt til at parkere ulovligt, og det er surt, konstaterer han til Ekstra Bladet.

- Jeg bruger helt op til en halv time nogle gange, hvor jeg bare kører rundt, og det er frustrerende. Man kunne lave nogle flere p-pladser eller udnytte andre steder, hvor der ikke holder så mange biler, så vi får adgang til dem, foreslår Zaros Fariki. 

Foto: Mogens Flindt
Foto: Mogens Flindt

Kirsten Seidenfaden, 72 år.
- Jeg oplever helt klart problemer med at parkere i området. Jeg kan bruge lang tid - nogle gange op mod en halv time - på at finde en parkeringsplads, men jeg kan godt forstå, at det vil være rigtig svært for kommunen at vurdere, hvem der skal have tilladelse eller ej, fortæller hun.

- Måske kan man åbne op nede langs havnen og Udenrigsministeriet, hvor der er plads til biler, så flere beboere fra vores område kan parkere der. 

Foto: Mogens Flindt
Foto: Mogens Flindt

Pia Aardestrup, 60 år.
- Nogle gange er det da pisse-irriterende, at jeg må længere væk for at finde en plads, men jeg betaler kun 100 kroner om året, så jeg er egentlig meget tilfreds, selvom det er irriterende med manglen, siger hun og kommer med et godt råd.

- Jeg vil jo gerne have pladsen lige her udenfor min lejlighed, men tricket er at finde de tidspunkter, hvor der er ledige pladser. Midt på dagen og i weekenderne er det for eksempel nemt, så jeg tage ofte tidligere fri for at få en plads.

101 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere