Derfor styrtdykker prisen på olie

Det koster simpelthen penge for olieselskaberne at opbevare olien, mens efterspørgslen er så lav, peger dansk ekspert på

Olieproducenternes lagre er propfyldte. Derfor opkøber de ikke, selvom prisen er historisk lav. Foto: Ritzau Scanpix
Olieproducenternes lagre er propfyldte. Derfor opkøber de ikke, selvom prisen er historisk lav. Foto: Ritzau Scanpix

Prisen for en tønde amerikansk råolie til levering i maj faldt til minus 37,63 dollar ved lukketid på oliebørsen i New York mandag.

Se også: Olieprisen i historisk fald

Dermed blev den amerikanske råolie reelt foræret væk.

 Det skyldes, at ingen kan skaffe lagerkapacitet i maj. Det er netop frygten for, at USA inden for få uger løber tør for olielagerkapacitet, der blandt andet får prisen på olie til at styrtdykke til et historisk lavt niveau.

Markedskollaps
Mandag kollapsede oliemarkedet fuldstændigt, da prisen på en tønde råolie på blot en enkelt dag faldt med svimlende 2.336 procent til det laveste niveau nogensinde

Faldet skyldes også, at der på grund af den lave efterspørgsel ikke er mange olieselskaber, som har brug for at fylde deres lagre op. Det skaber et problem i forhold til at skille sig af med den olie, som nogle investorer har papirer på.

Det skriver Søren V. Kristensen, cheføkonom i Sydbank, på Twitter.

'Det går stærkt. Nu er olieprisen negativ. Det lyder mærkeligt, men skyldes, at der lige nu er alt for meget olie. Og det koster altså at opbevare den'.

Fyldte olielagre
Vi rejser ikke, vi kører mindre og industrien bruger mindre olie. Derfor ligger olieselskaberne altså inde med alt for meget olie på deres lagre, som de ikke kan komme af med. Det giver derfor heller ikke mening at købe mere, selvom olien nu bliver foræret væk.

Men der er et lille håb for olieindustrien, mener  Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri.

Han pointerer, at mens maj-priserne for en tønde amerikansk råolie er hamret godt i bund, så er der ikke sket det store med juni-priserne.

- Derfor er det her måske mere et kortvarigt fænomen. Men det er stadig dybt bemærkelsesværdigt, siger Allan Sørensen.

Trump vil købe
USA's præsident, Donald Trump, vil fylde de nationale reservelagre af olie til kanten.

Det slog han mandag aften dansk tid fast på et pressemøde i Det Hvide Hus efter et historisk fald i prisen på amerikansk råolie.

Således vil Trump købe 75 millioner tønder råolie til reserverne.

- Vi fylder de nationale oliereserver. De strategiske reserver, du ved. Og vi overvejer at komme omkring 75 millioner tønder olie i reserverne, siger han ifølge AFP.

Tidligt tirsdag morgen har prisen på olie akkurat sneget sig tilbage i positivt territorium. På oliebørsen i New York handles en tønde råolie nu for lige over én dollar.

Se også: Dansk ekspert: - Det er helt ekstraordinært

Se også: Trump vil fylde 75 millioner tønder olie i reservelagrene

24 kommentarer
Vis kommentarer