Derfor styrtede dansk F-16-fly ned

Det var problemer med landingsstellet, der i sidste ende betød, at piloten måtte foretage en kontrolleret havarering   

(ARKIVFOTO: Martin Lehmann)
(ARKIVFOTO: Martin Lehmann)

Landingsstellet svigtede, og det betød i sidste ende, at en dansk F-16-pilot måtte lade sit fly styrte ned vest fra Rømø, da flyet var ved at løbe tør for brændstof.

Det bekræfter chef for Fighter Wing Skrydstrup, Anders Rex, over for Ekstra Bladet.

- Han får problemer med landingsstellet og konfererer med den anden F-16-pilot, der fløj bag ham. Derfor gik han igennem sin tjekliste og prøvede at problemløse. Løsningen på det her problem er desværre, at man er nødt til at lave en kontrolleret udskydning med katapultsæde, siger han.

Kæmpede i en time
Chefen fortæller, at det tog omkring en time fra problemet med landingsstellet blev opdaget til piloten valgte at skyde sig ud.

- Hvis man ved, at man skal lave en kontrolleret udskydning med katapultsæde, så er der ingen grund til at gøre det, før man næsten ikke har mere brændstof tilbage. Det kan jo være, at problemet mirakuløst bliver løst inden da, siger Anders Rex, der fortæller, at man bruger tiden på at fejlsøge og få hjælp nede fra jorden. 

Ifølge Anders Rex er der intet, der tyder på, at piloterne har lavet nogle fejl.

- De her piloter er rigtig godt trænet. Særligt nødprocedurer er en af de ting, man fokuserer på for første dag som pilotelev, siger han. 

- Er det ikke møgfarligt at lade sig skyde ud med et katapultsæde?

- Det er i hvert fald ikke en naturlig handling. Det er en maskine, der vejer 26.000 pund og kan have en masse brændstof i tanken. Så før man kan lade sig skyde ud, er der et væld af procedure, man skal gennemgå. Det er langt fra ufarligt, siger Anders Rex chef fra Fighter Wing Skrydstrup, der fortæller, at man normalt slipper godt fra det.

Forsvarets Havarikommission er netop nu i gang med at undersøge de nærmere omstændigheder omkring styrtet.  

Anders Rex fortæller, at man endnu ikke ved om styrtet skyldes et specifikt problem med det pågældende fly eller et generelt problem.

Det er man netop nu ved at undersøge i et samarbejde mellem Forsvarets Havarikommission og sikkerhedsfolk på flystationen.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

67 kommentarer
Vis kommentarer