Derfor udstiller Claus 'negerdukker'

KRADS KOMMENTAR MOD KORREKTHEDEN: - Det er ikke et enkelt ord, der betyder noget, men hvordan vi opfører os over for hinanden, siger cykelsmed og gallerist fra Randers

Kom ind i den 76-årige cykelsmed, kunstsamler og kunstelskers forretning og hør ham fortælle om sin udstilling her. Foto/redigering: Claus Bonnerup/Kristian Hansen

De rigtige meningers parlament er indtil videre gået i en stor ring rundt om Vestervold 24 i det centrale Randers. På gadehjørnet, hvor Cyklebørsen har holdt til i mere end 50 år med Claus Ørsted i sadlen, ånder alt fred og ro, da Ekstra Bladets reportere træder ind i det kombinerede cykelværksted og galleri.

I fredags var der på et tidspunkt 117 mennesker på de godt 50 kvadratmeter, da Claus Ørsted åbnede sin udstilling af knap 100 mere eller mindre mørke 'negerdukker', som i den næste måneds tid kan ses hænge på væggene i forlokalet. Ved åbningen serverede Claus Ørsted samtidig 'negerboller' for at sætte en ekstra tyk streg under sit opsigtsvækkende projekt.

- Nogen opfatter det måske modsat, men det her er for at bekæmpe racisme. Jeg tror og håber, at verden kan blive et lidt bedre sted af, at jeg laver denne udstilling.

- Det er ikke et enkelt ord som neger, der betyder noget, men hvordan vi opfører os over for hinanden, tilføjer Claus Ørsted, der blev kåret som 'Årets Randers-borger 2017'.

Kun positive reaktioner
Den 76-årige cykelsmed, kunstsamler og kunstelsker havde ingen betænkeligheder, da han lånte de knap 100 sorte dukker hos en kvindelig aarhusiansk dukkesamler med i alt 1600 af slagsen. Hverken i forhold til de politisk korrekte meningsdannere, det selvbestaltede sprogpoliti eller trusler eller angreb fra voldelige eksistenser med den ene eller anden politiske observans.

- Nogen kunne måske misforstå mit forehavende, men jeg ser også udstillingen som en hyldest til det mørke, negroide menneske. Jeg har kun mødt smil og positive reaktioner, siger den barnefødte randrusianer, som kun har haft en afstikker væk fra sin hjemby, da han i en periode som ung boede i Brabrand ved Aarhus, mens han studerede jura.

De mange 'negerdukker' har kun givet anledning til smil og positive reaktioner, siger cykelsmed og galleriejer Claus Ørsted. Foto Claus Bonnerup
De mange 'negerdukker' har kun givet anledning til smil og positive reaktioner, siger cykelsmed og galleriejer Claus Ørsted. Foto Claus Bonnerup
 

- Folk er efterhånden blevet alt for nærtagende, og alting er blevet så politisk korrekt, at det samtidig er blevet kedeligt og forudsigeligt. Jeg håber, at udstillingen kan hjælpe med til, at folk tager det lidt mere stille og roligt.

- Jeg er bestemt ikke ude på at krænke nogen, men jeg tager afstand fra, at ord som neger bliver forbudt. Der er intet nedsættende eller krænkende ved det ord, siger Claus Ørsted.

Sprogcensur i børnebøger
Tidligere blev 'neger' brugt i flæng, men i dag vil mange ikke tage ordet i deres mund, fordi mennesker med afrikansk oprindelse har følt det nedsættende at blive kaldt neger.

- Kunne du ikke bare kalde dem for mørke dukker?

- Negerdukker var deres navn fra begyndelsen, og hvorfor skulle jeg lave om på det, fordi nogen andre er begyndt at lægge noget andet i det ord.

Claus Ørsted, der sammen med sin hustru har to voksne børn og to børnebørn, har også bemærket, at eksempelvis flere årtier gamle børnebøger som Pippi Langstrømpe har været udsat for sprogcensur, så ord som neger ikke længere er med.

- Det er krænkelses-kultur med tilbagevirkende kraft at lave om på en historie for at tækkes en strømning nu.

- Vi mennesker burde tie mere stille og reflektere over, at små piger har leget med disse søde negerdukker uden tanker om racisme og undertrykkelse.

***

Sprogforsker: Hatten af for cykelsmeden

- Jeg tager hatten af for, at Claus Ørsted på denne måde tager fat på en problemstilling, som ingen vil tale om. Der er intet galt med vores sprog eller for den sags skyld ordet neger. Det er de holdninger, som bor inde i mennesket, den er gal med.

Sprogforsker Michael Ejstrup fryder sig over, at de 100 dukker i hele januar pryder væggene hos en cykelsmed i Randers.

- Der har sneget sig en puritanisme og politisk korrekthed ind i vores samfund, som er gået for vidt. Samtidig er krænkelses-paratheden stadigt stigende, siger Michael Ejstrup, der selv er gammel nok til at kunne huske, da iskager som en københavnerstang og kæmpe eskimo på ingen måde blev beskyldt for at have racistiske undertoner.

I Michael Ejstrups' optik rammer Claus Ørsted hovedet på sømmet med en perfekt timing efter et 2018, hvor puritanerne og de politisk korrekte meningers parlament pustede sig endnu mere op.

Skruen uden ende
- Vi kan kun bekæmpe denne udvikling ved som Claus Ørsted at være mere åbne om problematikken.

Michael Ejstrup understreger, at han dermed ikke mener, at alle bare skal sige hvad som helst om hvem som helst.

- Det er skruen uden ende. Så må man ikke sige det ene, så må man ikke sige det andet. Da bøsserne i 70´erne sagde, at omgivelserne da gerne måtte kalde dem for bøsser, punkterede de mange af spændingerne til deres minoritetsgruppe i det øvrige samfund.

- På samme måde bør vi i nutiden være mere åbne og debatterende i forhold til racisme og sprogbrug i stedet for at tabuisere problemstillinger som den, Claus Ørsted tager frem med sin dukkeudstilling, siger Michael Ejstrup.

Se også: Derfor er neger 'no go': Her er de andre forbudte ord

 

1 af 3 Første fredag i hver måned har cykelsmed Claus Ørsted fernisering for en ny udstilling, som kan være malerier, skulpturer, digte og som nu 'negerdukker'. Det er et non-profit projekt hver gang, understreger den uortodokse cykelsmed. Foto Claus Bonnerup
2 af 3 76-årige Claus Ørsted har tidligere repræsenteret Socialdemokratiet i byrådet i Randers, og han stillede også op til det seneste kommunalvalg uden dog at blive valgt ind. - Jeg ville kede mig, hvis jeg kun beskæftigede mig med cykler, siger den aldrende, men meget aktive randrusianer. Foto Claus Bonnerup
3 af 3 Claus Ørsted er ved at skrive en bog om folk med øgenavne. Fornylig ringede en gammel fodboldkammerat fra ungdomsårene ham op og omtalte sig selv med det øgenavn, han også lød dengang for mere end 50 år siden. - Nogle øgenavne er ikke ret pæne, og det er det her heller ikke, men det var og er min fodboldkammerat vist ret ligeglad med, siger Claus Ørsted som et eksempel på, at folk flest ikke er så ømskindede, som mange går og tror. Foto Claus Bonnerup
142 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere