Design-gigant i abe-opgør med hæklere

Design-firmaet Rosendahl gjorde sig upopulær hos tusindvis af hækleglade danskere, men har siden skiftet kurs

Rosendahl Design Group var i første omgang modstander af, at denne hæklede abe blev mere udbredt, men nu kan der igen deles på livet løs. (Privatfoto: Lærke Drescher Sørensen)
Rosendahl Design Group var i første omgang modstander af, at denne hæklede abe blev mere udbredt, men nu kan der igen deles på livet løs. (Privatfoto: Lærke Drescher Sørensen)

Tidligere på efteråret ramlede Jensen's Bøfhus ind i en større mediestorm, da de havde slæbt Jensen's Fiskerestaurant i retten for krænkelse af ophavsretten - og vandt sagen.

En sag med samme tema men i knap så stor skala, har i knap et halvt år fundet sted blandt kreative og flittige hæklere herhjemme.

Her har hækleopskrifter på den populære abe fra Kay Bojesen nemlig spredt sig på nettet i foråret, indtil Rosendahl, der står for salget af figurerne på vegne af Bojesen-familien, satte en bremser for det.

I første omgang lød det nemlig fra Rosendahl, at det ikke var tilladt at dele opskrifterne eller at sælge opskrifter eller færdige figurer.

I sidste uge blødte design-virksomheden dog op igen, så de hækle-glade kvinder (og mænd) igen kunne dele opskriften flittigt med venner og bekendte, så længe der ikke er nogen, der forsøger at tjene penge på det.

Tænkte ikke, det kunne være ulovligt
Opskriften på aben stammede oprindeligt fra 23-årige Lærke Sørensen, der hæklede aben til sin mor, der godt kunne tænke sig et eksemplar af den ikoniske figur. Efterfølgende delte Lærke så aben og opskriften på sin blog.

- I første omgang tænkte jeg slet ikke på, at det kunne være ulovligt, siger Lærke Sørensen til Ekstra Bladet.

23-årige Lærke Sørensen delte stolt sin hæklede abe på sin blog, men i over et halvt år måtte hun ikke dele opskriften. (Privatfoto: Lærke Drescher Sørensen)
23-årige Lærke Sørensen delte stolt sin hæklede abe på sin blog, men i over et halvt år måtte hun ikke dele opskriften. (Privatfoto: Lærke Drescher Sørensen)
 

Opskriften blev hurtigt populær på nettet, hvor omkring 100 spurgte, om Lærke kunne sende dem opskriften eller lave en abe til dem.

Det var dog først, da hun fik lov til igen at lægge opskriften på nettet, at interessen eksploderede.

- Efter jeg lagde opskriften ud igen, har jeg fået 20.000 besøgende på bloggen på halvanden døgn. Så det eksploderede helt vildt, siger hun.

Ment som en hyldest
Hun fortæller, at hun sagtens kunne forstå, at Rosendahl ikke ville have at aben blev delt, og hun var derfor ikke utilfreds med, at hun blev nødt til at fjerne opskriften fra sin blog.

- Hensigten var jo ikke at tage penge fra dem, men det var mere at lave en hyldest til Kay Bojesens design, siger Lærke Sørensen.

Til gengæld blev hun glad, da hun igen måtte dele den med alle hækle-glade danskere.

- Det synes jeg bare var fedt, siger Lærke Sørensen, der fortæller, at det tog omkring et par dage fra ideen opstod, til aben var hæklet færdig.

Rosendahl: Vil ikke være stor, sur virksomhed
Rosendahl forklarer til Ekstra Bladet, at der på intet tidspunkt har været et ønske om at forhindre nogen i at hækle ting, der er inspireret af de populære figurer, til eget forbrug.

- Det er først nu, det er gået op for os, hvor stort det er, det der hækling, og vi har jo ikke noget behov for at være en stor, sur virksomhed, der siger, at det må de ikke, siger Charlotte Fly Andersen, der er salg- og marketingsdirektør i Rosendahl Design Group, til Ekstra Bladet.

Hun understreger dog, at design-giganten fortsat ikke vil have, at der er andre, der tjener penge på figurer, der ligner Kay Bojesens populære figurer.

- Det er super vigtigt for os, når vi har så godt et brand, at vi passer rigtig godt på det. Og man må jo ikke lave kopier, siger hun.

Tænkte ikke på 'Jensen-gate'
Hun fortæller, at selvom Rosendahl fastholder, at man kun må lave opskrifter og hæklede kopier til privat brug, så kan man sagtens dele det på nettet.

- Ting foregår anderledes i dag. I og med at folk deler ting på sociale medier, og det er jo sådan set stadig til privat brug, så det vil vi ikke sætte os imod, siger Charlotte Fly Andersen.

- Du nævner selv sociale medier, og at I er en stor virksomhed. Har I været lidt nervøse for at ryge i en shitstorm i stil med den, Jensen's Bøfhus var i tidligere på efteråret på grund af en lignende sag?

- Vi har jo ønsket at beskytte vores brand. Uanset hvad der er sket for andre, så har vi ønsket at støtte vores brand og vores produkt. Og derfor har vi fra starten sagt, at der ikke er nogen, der må kopiere det her, og der er ikke nogen, der må sælge det. Og det har vi så blødt op på ved at sige, at hvis folk vil dele opskrifter på de sociale medier, så er de velkomne, fordi det ikke gør nogen skade.

- Vi ser det samtidig som en hæder til produktet, at folk synes, det er fantastisk at hækle en abe, siger hun.

Det er tilladt at lave kopier af denne abe, så længe du hækler den og ikke forsøger at sælge det videre, lyder det fra Rosendahl. (Arkivfoto: POLFOTO)
Det er tilladt at lave kopier af denne abe, så længe du hækler den og ikke forsøger at sælge det videre, lyder det fra Rosendahl. (Arkivfoto: POLFOTO)
 

1 kommentar
Vis kommentarer