Gentagne dehydreringer, urinvejsinfektioner og glemt medicin.
Det er, hvad Kurt Wolff på 94 år og Eva Wolff på 83 år udsættes for af hjemmeplejen i Albertslund Kommune.
Det fortæller deres datter Iben Tingleff.
Kurt Wolff lider af alzheimers, og Eva Wolff af demens. De har derfor besøg af hjemmeplejen seks til otte gange dagligt. Alligevel får de ikke den hjælp, de har brug for i kommunen, der også tidligere har fået stærk kritik.
Artiklen fortsætter under billedet...
Dehydreret
Iben Tingleff bor i Hundested, men den seneste måned har hun brugt meget tid hos sine forældre i Albertslund, da hun flere gange har oplevet, at hjemmeplejen svigter.
Den seneste måned er Iben Tingleff syv gange kommet hjem til sine forældre, hvor hun har fundet dem dehydrerede. Én af gangene har det betydet, at hendes far måtte på hospitalet.
- Den ene gang kunne jeg se, at min far var helt svag. Han kunne ikke engang løfte et glas med vand, så jeg skyndte mig at sprøjte vand ind i munden på ham, fortæller hun.
Hjemmeplejen er visiteret til at hjælpe Kurt og Eva med at drikke, så de netop ikke bliver dehydreret, men det sker ikke.
- Du kan ikke bare stille vand foran folk med alzheimers og demens. Man bliver nødt til at sørge for, de får drukket, fortæller Iben Tingleff.
Artiklen fortsætter under billedet...
Får ikke deres medicin
Udover de syv tilfælde ovenfor, har Ibens forældre haft tilsammen fire urinvejsinfektioner samme måned.
En af gangene havde en læge kontaktet hjemmeplejen en torsdag for at gøre opmærksom på infektionen, som kræver penicillin. Da Iben om fredagen tjekker op på penicillinen, får hun af hjemmeplejen at vide, at de først var blevet opmærksomme på det fredag eftermiddag, 'og der kan de jo ikke gøre noget ved det.'
- Jeg bliver ked af det, hver gang jeg kommer hjem til mine forældre og ser, at hjemmeplejen ikke tager sig ordentligt af dem. Det gør ondt i maven på mig, fortæller Iben Tingleff.
Og det er ikke den eneste gang, hjemmeplejen ikke har givet Kurt og Eva deres medicin.- blandt andet har hun fundet forskellige piller liggende på gulvet.
- Hjemmeplejen kommer selv med de piller, mine forældre skal have. De er doseret efter dag og tidspunkt. Det er jo ikke raketvidenskab, siger Iben Tingleff.
Artiklen fortsætter under billedet...
40 mails
Ifølge Iben Tingleff er de i Albertslund Kommunes hjemmepleje trætte af hendes forældre. De vil i hvert fald gerne sende dem på plejehjem imod deres ønske.
- Lederne i hjemmeplejen talte med mig om, at de ville sende min mor på plejehjem og på den måde tvinge min far til at gøre det samme, fordi han ikke vil være alene, fortæller Iben Tingleff.
- Min far har selv tegnet og bygget det her hus, så han vil ikke væk herfra, fortsætter hun.
Først da Iben gjorde hjemmeplejens ledere opmærksom på, at det er ulovligt at tvinge folk på plejehjem mod deres vilje, stoppede samtalerne om det.
Iben Tingleff har i den seneste måned sendt omkring 40 mails til hjemmeplejen med alle de fejl og svigt, hun har set, men lige lidt har det hjulpet.
- Jeg har lovet at passe på min mor og far, så det bliver jeg ved med, fortæller hun.
Artiklen fortsætter under billedet...
- Udelukker ikke fejl
Ida Kock Møller, der er afdelingschef for sundhed, pleje og omsorg i Albertslund Kommune, mener ikke, at der er tale om omsorgssvigt.
- Vi har været så meget på hele vejen, vi har været i så tæt dialog med Iben hele vejen, vi har sat fast personale på, når det har været muligt. Så jeg mener ikke, der er tale om et omsorgssvigt. Men jeg kan ikke udelukke, at vi har lavet fejl.
- Der er jo både tale om dehydreringer, infektioner og manglende medicin?. Hvad skal der så til, før man kan tale om omsorgssvigt?
- Det er svært at sige, der ville man skulle lave en individuel vurdering. Vi har ikke nogen omsorgssvigt, men vi forstår godt, at det er en svær situation at stå i, når man er pårørende.
Derudover nægter Ida Kock Møller, at der har været tanker om at sende Kurt og Eva på plejehjem mod deres vilje.
- Det er ikke korrekt. Det har overhovedet ikke været på tale. Jeg undrer mig rigtig meget over, at det blevet tolket på den måde, for det kunne vi aldrig nogensinde finde på, siger hun.