Desperat hundeejer: Havmåge bortførte vores chihuahua

En stor måge fløj væk med to kilo tunge Gizmo, og han er ikke set siden, hævder 24-årig hundeejer

Fire år gamle Gizmo blev ifølge sin ejer snuppet af en måge, der pludselig dykkede ned i haven. Foto: Facebook
Fire år gamle Gizmo blev ifølge sin ejer snuppet af en måge, der pludselig dykkede ned i haven. Foto: Facebook

Den fireårige chihuahua Gizmo løb rundt i haven ved sin ejers hus i Paignton i England, da en havmåge angiveligt pludselig fløj ned og hapsede den og fløj afsted med den i sit næb.

Det fortæller ejeren, 24-årige Becca Hill, til flere medier, herunder Devon Live.

Hun forklarer, at hendes partner, 32-årige Ashley Rawlings, så det, da Gizmo, der vejer omkring to kilo, pludselig blev bortført af den store fugl.

- Min partner var i haven og hængte vasketøj op på det tidspunkt, og pludselig så han den dykke ned. Den bar Gizmo et godt stykke, indtil vi ikke kunne se ham længere. Jeg aner ikke, om han blev tabt eller hvor han er nu, siger den fortvivlede engelske hundeejer til det lokale medie.

Samfund - 7. jul. 2019 - kl. 08:32 Vilde naturbilleder: Sulten måge sluger hel kanin

Efter historien ramte medierne, har flere sået tvivl om, hvorvidt Becca Hill, der i alt ejer tre chihuahua'er, og hendes partner har fortalt hele sandheden.

Becca Hills partner Ashley Rawlings var angiveligt i gang med at hænge vasketøj op søndag, da hunden Gizmo pludselig blev snuppet af en måge. Foto: Facebook
Becca Hills partner Ashley Rawlings var angiveligt i gang med at hænge vasketøj op søndag, da hunden Gizmo pludselig blev snuppet af en måge. Foto: Facebook
 

'Her er den rigtige historie: Partneren var led og ked af den såkaldte hund, så han skaffede sig af med den og gav havmågerne skylden', skriver en af flere tvivlende facebook-brugere, der har læst og måbet over historien, ifølge Mirror.

- Folk siger, at jeg har fundet på det hele, men min partner så jo det hele. Jeg håber bare, han er blevet tabt et sted, og ikke kan komme ud eller at han er på et tag og ikke kan komme ned, siger Becca Hill til det britiske medie.

BBC's radioprogram Today har talt med ornitolog Peter Rock fra University of Bristol, som fortæller, at havmåger faktisk er i stand til at samle små dyr op med næbbet.

- Hvis du har en meget lille hund, vil jeg foreslå, at du ikke lader den løbe rundt i haven. Den kan meget vel ende som et måltid, siger ornitologen, der fortæller, at han ikke var specielt overrasket over historien om Gizmo, fordi havmåger er 'meget store'.

Se også: Sebastian bliver 'åndssvag' over morgen-måge: Banker på ruden kl. fem

Dansk ekspert: Stærkt usandsynligt
Morten D. D. Hansen, der er naturvejleder og museumsinspektør ved Naturhistorisk Museum i Aarhus, er ikke helt så stensikker som Peter Rock på, at måger med så stor lethed kan kidnappe en hund.

- Altså, lad mig sige det på den måde, at hvis det skete ofte, så tror jeg, vi havde hørt om det. Jeg er ret sikker på, at hvis folks kæledyr sådan går og bliver nakket af svartbager eller sølvmåger, så ville vi vide det.

- Måger kan jo ikke have byttet i kløerne ligesom en rovfugl. Måger tager byttet i næbbet, og det er jo bare sådan et helt almindeligt mågenæb. Måske, hvis det var en dværg-chihuahua-hvalp, kunne det ske, siger Morten D. D. Hansen til Ekstra Bladet.

Han forestiller sig, at den britiske hundeejer muligvis har haft svært ved at skelne en måge fra en anden rovfugl, som har snuppet hunden med kløerne.

- Det er i hvert fald stærkt usandsynligt, at en måge gjorde det. Men det kan da være, det er sket en enkelt gang, siger naturvejlederen. 

En talsperson for den britiske fuglevelfærdsorganisation RSPB udtrykker overfor BBC støtte til hundeejerne i Paignton.

- Det må være ekstremt voldsomt for hundes ejer. Heldigvis er den slags episoder meget sjældne og er ikke typisk mågeadfærd, lyder det fra organisationen.

Gizmo er i skrivende stund fortsat forsvundet, og Becca Hill har hængt sedler op i lokalområdet, hvor hun opfordrer andre husejere til at lede efter sin lille hund i deres haver.

129 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere