Desperate danskeres indsamlinger kan være ulovlige

Danskerne samler ind og støtter hinanden som aldrig før, men mange af indsamlingerne er ulovlige

Ifølge lovgivningen skal indsamlinger anmeldes til Indsamlingsnævnet, inden de iværksættes, hvilket kun de færreste er. (Privatfoto)
Ifølge lovgivningen skal indsamlinger anmeldes til Indsamlingsnævnet, inden de iværksættes, hvilket kun de færreste er. (Privatfoto)

I løbet af de seneste tre år er antallet af personlige indsamlinger på internettet eksploderet. Det kan være alt fra kræftsyge, der samler ind til en behandling i udlandet til unge piger, der gerne vil have nye bryster.

Formålene er mange, men indsamlingerne er på trods af de mere eller mindre hjerteskærende og gode formål ikke alle lovlige.

Ifølge lovgivningen skal de nemlig anmeldes til Indsamlingsnævnet, inden de iværksættes, og det er det kun de færreste, der er.

Se også: Indsamlings-boom: Derfor kan vi ikke lade være med at give

- Set med mine øjne, så overtræder de indsamlingsloven, siger generalsekretær I Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation, ISOBRO, Robert Hinnerskov, til Ekstra Bladet.

Er en indsamling ikke anmeldt, skal der ikke fremlægges et regnskab, og så har Indsamlingsnævnet ikke mulighed for at tjekke, om pengene bliver brugt på det rigtige formål.

Der er ikke styr på, hvor pengene ender

Et af de steder, hvor man som privatperson kan oprette en indsamling er hjemmesiden caremaker.dk. I 2014 er der startet over 3000 indsamlinger. Det til trods er der kun offentliggjort omkring 15 anmeldelser fra enkeltpersoner på Indsamlingsnævnets hjemmeside.

- Det lugter af, at de indsamlinger, der laves der, er offentlige, og derfor skal anmeldes, siger lektor i jura ved Copenhagen Business School, Jan Trzaskowski, efter et hurtigt kig på hjemmesiden caremaker.dk.

Han understreger dog, at det ikke er hans rolle at fælde dom.

Det er en indsamling efter lovens bestemmelser
Caremaker dækker sig ind under et smuthul i loven. Private indsamlinger skal nemlig ikke anmeldes.

Ved en privat indsamling forstås en indsamling blandt familie eller bekendte. Det kan for eksempel være, hvis man på sin arbejdsplads samler ind til en kollegas fødselsdag.

Sådan defineres offentlig og privat indsamling:

Som udgangspunkt skal alle indsamlinger anmeldes til Indsamlingsnævnet to uger inden indsamlingens start. Visse former for indsamlinger er dog fritaget fra anmeldelsespligten. For eksempel, hvis der samles ind blandt en snæver kreds af bekendte personer, såsom medlemmerne i en forening eller blandt kollegaer.

Hvis en opfordring til at yde bidrag er offentlig tilgængelig, taler det imod, at indsamlingen kan betegnes som privat. Det kan for eksempel være indsamlinger på internettet, som er tilgængelig for alle, selv om indsamlingen henvender sig til en bestemt gruppe mennesker, som indsamleren kender. Indsamling på for eksempel Facebook, som henvender sig til alle sine ”venner”, er således ikke nødvendigvis en privat indsamling

Kilde: Indsamlingsnævnet

Ifølge ISOBRO kan der ikke være tale om en privat indsamling, når indsamlingen ligger offentligt tilgængeligt på en internetside som Caremaker, hvor der også er mulighed for at dele indsamlingen på Facebook.

- Der er ikke nogen tvivl om, at når jeg ser Caremakers hjemmeside, så er der tale om en indsamling efter lovens bestemmelser. Det er ikke en indsamling mellem to mennesker, der kender hinanden godt. Det er ude i det offentlige rum, siger Robert Hinnerskov.

Brancheforeningen mener, det er positivt, at danskerne gerne vil bidrage til velgørenhed, men problemet er, at der ikke er styr på, hvor pengene i sidste instans ender.

- Du kan jo samle ind til hvad som helst, når der ikke aflægges noget regnskab. Det mener jeg er betænkeligt. Du kan jo ikke se, hvad der skjuler sig bag de her billeder og tekster, der er på indsamlingerne, siger Robert Hinnerskov.

Caremaker er på vores radar
Hos Indsamlingsnævnet, der blev oprettet sommeren 2014, har de også fået øjnene op for Caremaker, men vil endnu ikke fælde nogen dom.

- Vi er jo et helt nyoprettet nævn, så vi har endnu ikke haft lejlighed til at kigge på Caremaker, men det er et punkt, vi tager op, og det er klart, at de her automatiserede platforme, hvor indsamlingerne sættes i system, minder meget om offentlige indsamlinger. Det er helt klart et område, som er på vores radar. Det er noget, vi skal tage stilling til, siger formand Christian Lundblad og tilføjer:

- Private indsamlinger sker jo traditionelt set mellem venner og bekendte. Det kan i teorien også ske på Facebook, men det er klart, at sættes det i system på professionelle platforme som Caremaker, så kunne det da meget vel ligne offentlige indsamlinger.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere