Det åbner ikke i dag

Landets teatre, spillesteder, biografer og legelande skal fortsat holde lukket, mens legeland for voksne såsom casinoer og diskoteker også må se slukøret til, når caféerne åbner onsdag

Overblik: Sådan genåbner Danmark i dag.

Til trods for at der er blevet sat heftig fart på genåbningen, er der flere steder, der endnu ikke må åbne for offentligheden.

Fra onsdag åbnes der blandt andet for indendørsidræt for børn, såfremt at der er 25 eller færre deltagere, mens også ældre over 70 år må deltage i indendørsidræt, hvis de er færre end ti samlet.

Men er du mellem 18 og 70 år, er indendørsidræt så som håndbold og badminton lukket land indtil videre.

Ingen fest hos fastfood-restauranter
Caféer og restauranter får lov til at åbne for indendørs servering. Dog med krav om bordbestilling og fremvisning af coronapas.

Derfor er det ikke alle restauranter, der åbner, da man ikke kan imødekomme de krav.

Hos McDonald's åbner man ikke for siddende gæster.

'Vi kommer ikke til at kunne håndtere bordreservation på kort sigt og kan derfor desværre heller ikke åbne for indendørs siddepladser i vores restauranter, ' skrev McDonald's kommunikationschef i Danmark, Pia Tobberup, mandag i en sms til Ritzau.

Samme melding kommer fra Sunset Boulevard og Burger King.

De restauranter, der åbner, har sidste udskænkning klokken 22.00 og skal lukke klokken 23.00.

Ingen badeaktiviteter
Ligesom at fitnesscentre stadig har lukket, er det heller ikke muligt at komme i badeland eller svømmehal, omend det kunne være forfriskende med blik på, hvordan vejret arter sig.

Her bliver der nemlig holdt lukket frem til slutningen af maj.

Landets teatre, spillesteder, biografer og legelande skal fortsat holde lukket, mens legeland for voksne såsom casinoer og diskoteker også må se slukøret til, når caféerne åbner.

Ifølge aftalen om yderligere genåbning, der blev indgået i sidste uge, må også landets storcentre slå dørene op for almindelige handel.

Afgangseleverne i grundskoler og på voksenuddannelser må have 80 procent fremmøde, mens man på landets videregående uddannelser må nøjes med 30 procent fremmøde.