Det blev et ja til Vorherre - og Porsche og de andre fede biler

Store bededag vil især blive husket for de nyslåede konfirmanders flotte transportmidler

Under den spritnye McLarens mågevinger er Magnus Bech Isager ved at sprække af fryd. Han sidder i en firehjulet raket med næsten lige så mange hestekræfter som en formel 1-bil. Den kostbare gaderacer til en pris af ca. seks mio. kroner er stillet til rådighed af en velhavende ven til konfirmandens familie. (Foto: Claus Bonnerup)

Over hele landet gjaldede kirkerne i dag af 'ja', da hundredvis af håbefulde teenagere i deres stiveste puds og hvide kjoler uden tøven sagde ja til Vorherre og til at blive konfirmeret.

Store bededag - den helligste af årets fridage - er efterhånden blevet til store konfirmationsdag, hvor det kirkelige tam-tam kulminerer med en ordentlig fest og godt med kontanter til konfirmanderne.

I Silkeborg Kirke sagde 23 drenge og piger fra Langesøskolen 'ja' foran sognepræst Susanne Koldby Rahbek efter et timelangt potpourri af salmer, prædiken, bønner og velsignelse.

Flot bilparade
Mens den talstærke menighed andægtigt sang sig gennem repertoiret, trillede en halv snes flotte køretøjer på plads foran kirken. Nogle mere pompøse end andre. Klar til at give lige så mange af de nye små voksne en rap og uforglemmelig start på deres nye liv.

Da kirkedørene går op, står der en nypoleret bilpark med alt fra en seks-syv meter lang hvid Ford Lincoln Limousine med hjørnesofa og egen sodavandsbar, tre moderne sportsvogne i den dyre ende, et aldrende Mercedes-Benz klenodie og en klassisk, åben MG sportsvogn. Samt to store motorcykler med mænd i XXXL-tøj.

Første bil på pladsen er en elegant Porsche Boxter S Cabriolet ført af ejeren, Poul Lübbert.

- Forældrene til min passager, Matthias, har stukket ham en løgn om, at han efter kirken skal op i en brandbil med slush-ice maskine. Han bliver nok overrasket, siger ejeren.

Spritny McLaren på kirketur
Et arrigt motorbrøl afslører næste ekvipages alt andet end diskrete ankomst over de toppede brosten. Det er en spritny, to-sædet sort McLaren 720 S med lige så mange hestekræfter i den store V8'er med dobbelt turbo.

Bilen kan uden større ændringer glide direkte ind i et Le Mans-løb. Den står på hvide plader og må have kostet sin ejer, en lokal rigmand, henved seks mio. kroner.

I dagens anledning har den anonyme ejer lånt den ud til sin kammerat, Henrik Madsen, hvis unge passager, Magnus Bech Isager, intet aner om den forestående køretur. Da han bliver spændt fast under mågevingerne er han ved at sprække af stolthed. Det dulmer smerterne fra hans venstre arm, som er brækket.

Under den spritnye McLarens mågevinger er Magnus Bech Isager ved at sprække af fryd. Han sidder i en firehjulet raket med næsten lige så mange hestekræfter som en formel 1-bil. Den kostbare gaderacer til en pris af ca. seks mio. kroner er stillet til rådighed af en velhavende ven til konfirmandens familie. (Foto: Claus Bonnerup)
Under den spritnye McLarens mågevinger er Magnus Bech Isager ved at sprække af fryd. Han sidder i en firehjulet raket med næsten lige så mange hestekræfter som en formel 1-bil. Den kostbare gaderacer til en pris af ca. seks mio. kroner er stillet til rådighed af en velhavende ven til konfirmandens familie. (Foto: Claus Bonnerup)
 
De svages beskytter
Unge Anne Lundorff Larsen med blomster i sit opsatte hår aner heller ikke, at der venter hende en usædvanlig køretur. Men efter kirken bliver hun sat ned i en åben Porsche Boxter S, hvis ejer og ven af familien, Henning Filbert, iført chefkasket og Beredsskabsstyrelsens galla incl. ordener gør sin pligt som de svages beskytter og pakker sin småfrysende passager ind i en tyk jakke.

- Neeej, det havde jeg altså ikke regnet med, lød det fra den nyslåede konfirmand, inden Porschen med en alt andet end frisurevenlig snerren forsvinder om hjørnet.

Elegant iklæder sektionschef i Beredskabsstyrelsen, Henning Filberet, sin unge passager, Anne Lundorff Larsen, en tyk uniformsjakke, inden turen i åben Porsche går ud i det midtjyske søhøjlands forårsgrønne natur. (Foto: Claus Bonnerup)

Her suser unge Anne Lundorff Larsen afsted i åben Porsche med blomster flagrende i sin fine frisure. Ved rattet sidder bilens ejer, Henning Filbert, iført kasket og Beredskabsstyrelsens gallauniform i dagens festlige anledning. (Foto: Claus Bonnerup)

Åben mund og polypper
I den anden Porsche Boxter står den på åben mund og polypper hos Matthias Suaning. Forældrene, Heidi Suaning og Kenneth Haugaard, morer sig højlydt over, at deres joke med brandbilen lykkedes til fulde.

- Ha, ha. Der tog vi fusen på ham. En tur i brandbil med gratis slush-ice kunne han overhovedet ikke se det sjove i, lyder det fra Matthias' mor.

Den nyslåede konfirmand Matthias Suaning blev taget på sengen, da Porsche-ejer Poul Lübbert plukkede ham ved kirken og placerede ham i sin fine Boxter S Cabriolet. I sin fritid er Matthias en talentfuld ishockey-spiller, men tanken om slush-ice i en gammel brandbil brød han sig ikke om. (Foto: Claus Bonnerup)

Trillebør eller Ferrari
De kommende weekender vil kirker over alt i Danmark bugne af konfirmationer, langstilkede roser og tusindvis af feststemte gæster.

Næst efter drømmen om mange penge og store gaver, vil dagens overraskelse i stigende grad være, om konfirmanderne skal køres fra kirken i trillebør eller en Ferrari.

Knus og kram i lange baner møder de nyslåede konfirmander uden for kirken. Langstilkede roser i hundredevis og kuverter med lynønskninger og pengesedler skifter hænder. Danmarks helligste fredag, store bededag, er blevet store konfirmationsdag. (Foto: Claus Bonnerup)

Denne fine, lilla Folkevogn cabriolet fra 1972 kastede glans over konfirmand Line Sørensens store dag. På nabosædet sidder veninden Nazgol. (Foto: Claus Bonnerup)