Det bliver ved: Langt over gennemsnittet

Weekendens vejr byder på masser af solskin, men med lavere temperatur end de sidste dage

Det gode vejr trak torsdag masser af mennesker til Islands Brygge i København. Faktisk så mange, at politiet så sig nødsaget til at tage en alvorssnak med flere. Video: Jacob Crawfurd/Byrd

De seneste dage har budt på solskin og høje temperaturer. Weekendens vejr vil fortsætte med masser af solskinstimer i de fleste dele af landet dog med lavere temperaturer.

Det fortæller Claus Larsen, vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

- Det ser pænt ud med masser af solskin. Bornholmerne vil nok føle sig snydt i den retning, fordi der er trukket en masse højereliggende skyer hen over Bornholm, siger Claus Larsen til Ekstra Bladet.

- Vi må nøjes med 10 til 15 grader og en lille smule mere vind, fortæller han.

Læs også: Politiboss giver løftet pegefinger til solglade danskere

Ingen store vandmængder
Det vil være en stort set skyfri himmel det meste af dagen lørdag, men der er mulighed for, at skyer vil trække ind over landet senere på dagen.

Der er også risiko for småbyger sidst på dagen, hvor der henover weekenden vil falde omkring en halv millimeter i gennemsnit.

De danske haveejere og landmænd må derfor vente på regnen til den tørre jord lidt endnu.

- Til gengæld vil der komme fronter hen over landet med regn i løbet af ugen, fortæller Claus Larsen fra DMI.

- I grove gennemsnit, så ligner det en fem til ti millimeter de fleste steder i løbet af ugen. Her er det nok nordjyderne, der får mest, siger han. 

April kan runde 270 solskinstimer
April har haft mange solskinstimer og ifølge prognoserne fra DMI, så kan denne måned ende på en tredjeplads i forhold til antal solskinstimer i april siden 1920.

- Det ser ud til, at vi kommer op på omkring de 270 solskinstimer i april måned, hvor gennemsnittet for 1991 til 2020 er 188, så det er en hel del.

Den mest solrige april var sidste år og var kun fem timer mere end det, man regner med, at april ender på i år.

75 kommentarer
Vis kommentarer