Det er bare rock'n'roll og vi kan li' det

Ekstra Bladets chefredaktør Karen Bro går en gang om ugen medierne og medie-debatten efter i sømmene

Courtney Barnett spillede på Roskilde i 2016 og på spillestedet Vega i København for nylig. Hun må også gerne komme til Albertslund. Foto: Anders Rye Skjoldjensen
Courtney Barnett spillede på Roskilde i 2016 og på spillestedet Vega i København for nylig. Hun må også gerne komme til Albertslund. Foto: Anders Rye Skjoldjensen

'Det går bare ikke', skrev min chefredaktørkollega Tom Jensen forleden som en kommentar til, at spillestedet Forbrændingen i Albertslund kun booker kvindelige musikere eller bands med kvindelige frontfigurer i 2019.

Jo, det går fint. For det er da fedt, at det er lykkedes Forbrændingen at få opmærksomhed ved at pålægge sig selv en dogme-regel.

Forbrændingen reagerer sådan set bare konstruktivt på debatten i medierne om de relativt få kvinder, der optræder på de danske musikscener.

I 2016 skrev Politiken om musikfestivalen Tinderbox, som havde 99 mænd og to kvinder på plakaten. Der var ikke nok kvinder at booke, sagde arrangørerne.

Samme argument har lydt fra Roskilde Festivalen, som gennem flere år har været kritiseret for sin skæve kønsbalance.

'Når pigerne falder fra i musikskolerne og vælger andre veje i livet, kan vi ikke booke dem til vores scener', skrev programchef Anders Wahrén i et debatindlæg i Politiken i 2017.

Da Tom Jensens avis, Berlingske, i sommer tog fat i kraven på samme Wahrén og spurgte, hvordan han selv syntes, det gik, medgav han, at det var svært at se en udvikling fra året før. Forklaringen var igen udbud og efterspørgsel.

Forbrændingen går med sin dogme-regel for 2019 ind og trykprøver argumenterne. Det minder i virkeligheden lidt om den journalistiske metode.

Forbrændingens leder, Jeppe Skjold, siger, at han selv altid har syntes, at kvoter er noget rod. Men at det også er en måde at gemme sig på eller en undskyldning for ikke at gøre noget.

'Jeg kan jo se, at hvis vi ikke bruger kvoter, så vil der ske en usynlig kvotering alligevel. For så er det bare mænd, der ender på scenerne', siger han til Politiken.

Han har fuldstændig ret. Forandringer kommer ikke af sig selv. Og hvis pigerne i musikskolerne skal fastholdes, så skal de have nogle forbilleder at spejle sig i.

Tom Jensen argumenterer med at forestille sig, hvilket ramaskrig der ville være, hvis et offentligt støttet spillested sagde, at det i 2019 kun ville booke mandlige kunstnere.

Ja, det tror da pokker, for det ville bare cementere den skæve virkelighed, som vi i flere år selv har beskrevet og forholdt os kritisk til.

Nu udfordrer Forbrændingen argumenterne. Det kunne vi andre - medierne - også have gjort ved i teorien at lave øvelsen: Kan der realistisk set sammensættes et kvalitetsprogram med lutter kvindelige musikere, eller er det rigtigt, at der er for få kvinder at tage af?

Det har ingen mig bekendt gjort før, så lad os være åbne over for, hvad Forbrændingens eksperiment viser. Der er ingen grund til at blive blå i hovedet, før musikken har spillet.

Tom Jensen og jeg har gennem årene været til mange gode koncerter sammen, og jeg håber, at jeg møder ham i Albertslund i 2019.

Der er intet som rock'n'roll, der kan få en til at slappe af og se lyst på fremtiden.

26 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere