- Det er bare toppen af isbjerget

Ifølge et amerikansk gravermedie er de officielle tal for coronadødsfald kun toppen af isbjerget. Flere og flere dør derhjemme

I byen Novi nær Detroit i delstaten Michigan er konferencecenteret Suburban Collection Showplace omdannet til et hospital, der kan tage imod patienter med coronavirus. Foto: Ritzau Scanpix.
I byen Novi nær Detroit i delstaten Michigan er konferencecenteret Suburban Collection Showplace omdannet til et hospital, der kan tage imod patienter med coronavirus. Foto: Ritzau Scanpix.

Det er kun toppen af isbjerget.

Sådan lyder den dystre konklusion fra det amerikanske medie ProPublica, der har gravet sig dybere ned i antallet af døde med coronavirus i USA.

Hovedårsagen er, at flere og flere amerikanere dør i hjemmet, og så bliver de aldrig testet for coronavirus.

Alene i storbyerne Boston og Detroit er der op mod fire gange så mange opkald til alarmcentralen, der ender med, at myndighederne skal håndtere døde mennesker i eget hjem.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Ligesom i store dele af resten af USA ligger storbyen Boston øde hen. Foto: Ritzau Scanpix
Ligesom i store dele af resten af USA ligger storbyen Boston øde hen. Foto: Ritzau Scanpix
 

Toppen af isbjerget
Og det får sociolog Mark Hayward på The University of Texas in Austin, der er ekspert i dødelighedsstatistikker til at konkludere, at det reelle dødstal er langt højere i USA.

- Vi skal anse det officielle dødstal som toppen af isbjerget. Det bliver mere retvisende, når flere bliver testet og færre vil dø uden at blive testet, siger han til mediet.

Samtidig slår han fast, at selv om alle nødvendigvis ikke dør af coronavirus, men som konsekvenser af de strikse restriktioner i landet eller manglende lægebehandling, så skal de fortsat medregnes som en konsekvens af pandemien.

USA hårdt ramt
Det seneste døgn har USA registreret hidtil flest dødsfald med coronavirus.

4852 personer i USA registreret døde som følge af coronavirus i tidsrummet fra klokken 05.00 onsdag til klokken 05.00 torsdag dansk tid.

I den tilsvarende periode i det forrige døgn blev der registreret 2384 coronadødsfald. Det svarer til en stigning på 103,5 procent.

Samlet set er 30.844 mennesker døde i USA, mens antallet af smittede torsdag morgen lyder på 638.111. Det er næsten 30.000 flere end onsdag morgen. Der regnes desuden med et stort mørketal.

52.640 af de smittede er meldt raske igen.

I USA er New York City uden sammenligning hårdest ramt af virusudbruddet med næsten 11.000 dødsfald.