- Det er et mareridt

Nedlukningen begynder at trække tænder ud hos bestyrer af lokal natklub i Hjørring. - Uvisheden er til at blive skør af, siger Pernille Skov

Pernille Skov forstår godt, at hun skal holde lukket - men fremtiden er uvis, og det er frustrerende, synes hun. Foto: Rene Schütze
Pernille Skov forstår godt, at hun skal holde lukket - men fremtiden er uvis, og det er frustrerende, synes hun. Foto: Rene Schütze

Hun kommer insisterende ind ad døren, 30-årige Pernille Skov, der bestyrer Zwei Grosse Bier Bar, bare 100 meter fra Ekstra Bladets midlertidige redaktion i Hjørring.

Et natklub og værtshus, der med undtagelse af fem dage har ligget stille hen, siden Mette Frederiksen lukkede landet ned i marts.

Og det er forståeligt, forsikrer Pernille Skov, for hun kan sagtens se, at et dansegulv kan være en ren coronasmittebombe.

Men hun er træt af, at regeringen med én tunge fortæller, hvordan de hjælper folk som hende - når hun fra bardisken i Hjørring kan se, at hjælpen ikke tikker ind på kontoen.

- Der mangler forståelse for, hvordan det er i provinsen

Ikke bare en bar
For 'Zwei' som de lokale nøjes med at kalde natklubben, er ikke bare en natklub.

Det er her, bysbørnene mødes, når de er hjemme til jul.

Det er her, byens fødselsdagsfester og polterabends bliver holdt.

Begivenheder, som Pernille Skov får ondt i maven over at tænke på, at hun går glip af.

For jobbet som bestyrer giver hende mulighed for at gøre folk glade - og det job har været som at finde hjem:

- Jeg har vaklet igennem mange uddannelser for at finde min rette hylde. Den er her.

Og så kom corona, hjælpepakker og uvisheden.

- Det har været et mareridt, ryster hun på hovedet.

Artiklen fortsætter efter videoen...

- Det er et mareridt

Erhvervsministeren lovede i slutningen af oktober, at hjælpepakkerne til erhvervslivet ville blive udvidet.

Langsom hjælp
Ligesom mange andre erhvervsdrivende i Danmark, er 'Zwei' nu helt afhængige af hjælpepakker.

Men siden 8. juli er der ikke tikket en rød øre ind på kontoen. Den seneste hjælpepakke, der skulle dække frem til 31. oktober, har Pernille Skov og 'Zwei' først kunnet søge om fra i fredags.

Så selvom natklubben stod stærkt, da Danmark lukkede ned, begynder det at trække tænder ud.

Huslejen den 1. november var den første regning, der ikke blev betalt. 

- Uvisheden er til at blive skør af.

- I siger, at vi får hjælp, men hvornår kommer den? spørger Pernille Skov frustreret.

Under nedlukningen har 'Zwei' bygget om, så det blev muligt at åbne som værtshus uden dansegulv frem til klokken 02.

- De fem dage, vi havde lov til at åbne, hold kæft, vi havde nogle gode dage! griner hun.

Alvoren ramte bagefter: De få åbningsdage betød, at der ville blive trukket i hjælpepakken. Også selvom Pernille Skov langt fra har tjent, hvad hun ville i en 'normal' verden:

- Hvorfor skal man straffes for at forsøge at få sin virksomhed op at køre igen?

Nordjyder trodser Mette: - Kan ikke være rigtigt

- Jeg skulle ikke bare stå i baren. Jeg ville have ansvar, siger Pernille Skov om sit arbejde. Foto: Rene Schütze
- Jeg skulle ikke bare stå i baren. Jeg ville have ansvar, siger Pernille Skov om sit arbejde. Foto: Rene Schütze

Kort varsel
Også regeringens hurtige udmeldinger og kortsigtede planer er svære at navigere i.

Hun fremhæver, hvordan statsministeren på et pressemøde fredag aflyste arrangementer, der skulle afholdes lørdag.

- De glemmer, at der sidder folk herude, der faktisk bliver presset af, at det hele bliver lukket ned med så kort varsel.

- Og statsministeren fik sit bryllup med, det kan man jo ikke undgå at tænke lidt over, tilføjer hun med et skævt smil.

Artiklen fortsætter efter videoen...

- Det er et mareridt

Mette Frederiksen blev gift i juli. Video/redigering: Henning Hjorth, Per Rasmussen/Signe Skov.

Minkavler efter slingrekurs: - Der er ikke styr på en skid

Optimisme
Alligevel prøver Pernille Skov at være optimist.

Efter regeringen meldte ud, at det ikke ville blive muligt at åbne før i det nye år, valgte hun at starte op som selvstændig sexolog.

- Inden jeg begyndte som selvstændig, brugte jeg nogle måneder på at være sur og tvær. Det bliver det bare ikke bedre af, siger hun og tilføjer, at det kun er fordi, at hendes chef fortsat siger ja til at betale hendes løn, at hun overhovedet kan finde på noget andet at lave.

Men hun glæder sig som et lille barn til juleaften til, at verden bliver normal igen:

- Jeg savner vores personale helt ad helvede til.

- Jeg savner den der boblende energi, der er lige inden, man skal åbne for første gang...

- Vi er jo byens hus. Alles hus.

- Det glæder jeg mig til, at vi kan være igen, slutter hun.