Det er ikke et billede af sex - det er satire

Ekstra Bladets chefredaktør Karen Bro går en gang om ugen medierne og medie-debatten efter i sømmene

Morten Ingemanns tegning i Ekstra Bladet (øverst)  og Roald Als' tegning i Politiken er sexistiske, mener Trine Bramsen.
Morten Ingemanns tegning i Ekstra Bladet (øverst) og Roald Als' tegning i Politiken er sexistiske, mener Trine Bramsen.

Nå, nu er det også galt at bringe en munter tegning, hvor Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl er røget i kanen sammen.

Trine Bramsen, som sidder i Folketinget for Socialdemokratiet, er forarget. På Mette Frederiksens vegne. Og på kvinders vegne generelt, må vi forstå på følgende svada:

'Når man som kvinde samarbejder med en mandlig kollega i dansk politik, er dette åbenbart, hvad man må finde sig i. Helt ærligt. Er vi ikke nået længere i år 2017? Jeg oplever kolleger i Folketinget, der samarbejder på kryds og tværs af politiske partier, alder, køn og hvor vi kommer fra i landet. Heldigvis for det. Det, der tæller, er indhold og resultater. Lad os nu lige løfte niveauet. Tak.'

Skriver altså Trine Bramsen på sin Facebook-væg som kommentar til de to aktuelle satire-tegninger af henholdsvis Politikens Roald Als og Ekstra Bladets Morten Ingemann.

Man skal godt nok virkelig ville det, hvis man vil se det kønsdiskriminerende i tegningerne, for det her er jo også, hvad en mand, Thulesen Dahl, må finde sig i.

Men ham og hans kønsfæller bekymrer Bramsen sig åbenbart ikke om. Så er det vel også en form for diskrimination?

Den kønspolitiske vinkel er mildest talt søgt, hvilket måske også går op for Trine Bramsen, efterhånden som debatten udfolder sig på Facebook og Twitter.

Hendes forargelse skifter i hvert fald momentvis fokus. Nu er det for galt, at Politiken formaster sig til at bruge en satire-tegning som illustration til to artikler om den nye situation i dansk politik, hvor de to største partier, DF og S, tydeligt har markeret vilje til tæt samarbejde.

Blot kalder Trine Bramsen ikke illustrationen ved dens rette navn, satire, men kalder den 'et billede af sex'. Og hun undrer sig over, hvordan dette 'billede af sex' kan være illustration til 'en indholdsmæssigt tung og vigtig artikel'.

På Twitter skriver hun, at Ekstra Bladets tegning er endnu værre, og at køn og politik 'tilsyneladende stadig er et udviklingspunkt - ikke mindst i danske medier'.

Det er ikke kønt at se på, hvordan Bramsen tvister tingene. Hverken fra et mediemæssigt eller et kønspolitisk synspunkt.

Hvad angår det sidste, vil jeg anbefale hende at slå slaget der, hvor der virkelig er tale om ulighed mellem kønnene. Prøv f.eks. at tale med nogle af de unge kvinder i minoritetsmiljøerne om diskrimination.

Og hvad angår medierne, så kan vi vel blive enige om, at vi alle ønsker, at den frie satiriske streg så vidt mulig er fri.

Eller ønsker Trine Bramsen at rense offentligheden for alt, hvad hun selv finder upassende? Synes hun, det er bedst, hvis laveste krænkelses-tærskel bliver reglen?

Er Trine Bramsen bange for, at svage sjæle nu går rundt derude og tror, at Kristian Thulesen Dahl og Mette Frederiksen virkelig går i seng med hinanden?

157 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere