Det er kvalmende, men det er vores job

Ekstra Bladets chefredaktør Karen Bro går en gang om ugen medierne og medie-debatten efter i sømmene

Manchester centrum fyldt op af international presse efter angrebet. Vi passer vores arbejde og går samtidig til en vis grad terroristernes ærinde. Der er ikke noget alternativ. Foto: All Over
Manchester centrum fyldt op af international presse efter angrebet. Vi passer vores arbejde og går samtidig til en vis grad terroristernes ærinde. Der er ikke noget alternativ. Foto: All Over

Dagen efter terrorangrebet i Manchester bed jeg mærke i en væsentlig detalje i dækningen på TV2 News.

Live-reporter Rasmus Tantholdt tog sig tid til at nævne mediernes rolle, som hænger uløseligt og ulykkeligt sammen med terrorens væsen.

Som han sagde: Nu stod vi her alle sammen igen, hele den internationale presse. Og dermed gjorde vi præcis, hvad terroristerne ønsker sig – omtalte deres afskyelige handling og gav den maksimal opmærksomhed.

Jeg tænkte de samme tanker den dag. Fagligt set var jeg super-tilfreds med vores dækning her på Ekstra Bladet. Vi var hurtige, havde godt overblik og tog de rette forbehold. Vi er jo desværre blevet rutinerede i at dække terror-begivenheder de senere år.

Alene det faktum giver kuldegysninger. At vi hver eneste gang tilmed går mørkemændenes ærinde, giver decideret kvalme.

Men vi må leve med ubehaget, for der findes ikke noget alternativ. Vi kan ikke lade som ingenting og undlade at berette om verdens tilstand.

For så er vi ikke længere en fri presse i et samfund, hvor borgerne bliver oplyst, ikke formørket.

Det er ironisk og tragisk, at terroristerne udnytter netop den fri presse til deres forehavende. For i det samfund, de forsøger at bombe sig frem til, vil pressen ikke være fri.

Jeg voksede op under den kolde krig i en tid, hvor der kun var én nyhedskanal på tv, nemlig TV Avisen. Men det var rigeligt til at gøre mig bange, så jeg spurgte nervøst min storesøster: ’Der kan ikke blive krig i Danmark, vel?’.

Vi er temmelig kontante og usentimentale i min familie, så hendes svar var: ’Jo, det er der ikke nogen regler for'. Det var jo sandt, men min nattesøvn dengang havde nok været mere rolig, hvis hun havde tilføjet, at risikoen ikke var så stor, og at jeg ikke behøvede at gå rundt og være bange hele tiden.

Bredden i kommunikationen om de store kriser er afgørende. Derfor var jeg glad for den nuance, Tantholdt tog med i dækningen forleden. Og derfor er jeg glad for, at dansk presse generelt gør sig umage med at perspektivere terroren, når den rammer. Vi har masser af historier om, hvordan man taler med sine børn, hvor lille risikoen for at blive ramt af terror er, og hvor vigtigt det er at leve sit liv helt normalt.

Det hører med til den journalistiske opgave, ligesom det hører med at holde myndighederne fast på deres ansvar. Det synes alle imidlertid ikke at forstå.

Forleden skrev politisk rådgiver hos Alternativet Leila Stockmarr følgende på Facebook:

’TV2 går all in på at sprede frygt. I aftenens dækning af Manchester gennemgår værten alle de større forsamlinger og festivaler i Danmark i den kommende tid – hvor forældre sender deres børn hen og betvivler, om stederne er sikrede. Det er ganske enkelt usmageligt.’

Til Leila Stockmarr og alle andre, der måtte lide af denne vildfarelse: Nej, TV2 går IKKE all in på at sprede frygt. Det er terroristerne, der går all in på at sprede frygt. Vi andre passer vores arbejde.