Det går ad helvede til

Ekstra Bladet i grænselandet: Pølser, penge og afmagt

Johnny Starkes pølsebiks ligger ved siden af restauranterne og sexbutikken, der alle nærmest lå øde hen, da Ekstra Bladet torsdag besøgte grænselandet for at vejre stemningen blandt de mennesker, der bor og driver forretning tæt ved grænsen i Kruså. 

Mens pølsemand Johnny, de andre forretningsdrivende og sommerhusudlejerne i den grad gav udtryk for, at de brændende savner tyskerne og derfor er skuffede over den langsomme åbning af grænsen, var familierne og borgerne såmænd meget tilfredse med tempoet den stille helligdag bag bommene til Tyskland.

Artiklen fortsætter under billedet ...

- For turiustbranchen handler det kun om penge. Vi nyder nu, at et hele går stille og roligt med at få åbnet det hele op igen, selvom vi må vente med at handle i Tyskland, sagde Jytte Jensen og Lilli Balg, der torsdag var kørt fra sønderborg til Rønshoved, hvor de nød en god frokost og en af de sidste tyske øl fra sidste indkøbstur i grænsehandlen. Foto: Ernst van Norde

- Vi føler os trygge ved, at det hele ikke bliver åbnet på én gang. Vi kan godt forstå, at det kan være hårdt for sommerhusejerne og turistbranchen, men det var jo for mange blot en ekstra fortjeneste - og vi venter gerne lidt længere, hvis det på nogen måde er det mest forsvarlige, lød det enstemmigt fra de mange borgere, der torsdag nød foråret på den danske side af grænsen.

Dog var der også lidt forvirring at spore, blandt andet hos 83-årige Poul Clement fra Padborg.

- Der er så mange regler og åbningsfaser, åbninger og lukninger, der hele tiden bliver ændret, så det er meget forvirrende at følge med i, fastslog han.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Før omsatte jeg for 5.000 kroner, nu er det kun 700 kroner per dag, men jeg er 'den lille' og får ingen kompentation eller hjælp. Den går til de store. Det kan ikke være meningen, sagde pølsemand Johnny Starke. Foto: Ernst van Norde

Pølsemand Johnny Starke fastslog også, at man selvfølgelig heller ikke skulle åbne op for tidligt, men økonomisk var han skuffet over beslutningen om at vente en omgang med den helt store grænseåbning.

- For helt ærligt. Det går ad helvede til! udbrød han og slog ud med armene i sin lille biks helt tæt ved grænsen i Kruså.

- Jeg åbnede butikken her 5. marts med det helt store udtræk af balloner, limousine og det hele - og så lukker de grænsen 13 marts!  Og jeg kan ikke få nogen hjælpepakke, for jeg er nystartet og jeg er 'den mindste' og det er de store, der får hjælp.

- Jeg har ikke skullet lønne nogen eller sende nogen hjem, men min omsætning er faldet fra 5.000 kroner om dagen til knap 700 kroner. Derfor kunne de nu godt kigge lidt til den lille mand, der har knoklet hver evig eneste dag siden det her coronalukning startede. Men nej, vi små får intet, siger han og peger på sit propfyldte arbejdsskema, der er hængt op på det halvtomme køleskab.

Artiklen fortsætter under billedet ...

- Vi kan ikke finde ud af noget som helst. Så lukker man op, så åbner man i fase dit, dyt og dat. Der kommer så mange forskellige beskeder. I går måtte vi gå på banen i skydeklubben, men ikke i golfklubben, det er så forvirrende, at man bare må se til, sagde Poul Clement, Padborg. Foto: Ernst van Norde

- Vi blev snydt her 15. maj, hvor vi troede, de ville åbne grænsen. Og jeg havde igen håbet, de havde åbnet nu, men det bliver først efter 29 maj, og så kan der gå lang tid igen, siger Johnny Starke og fastslår, at hans frustration handler om manglende kompentation, og at det er i orden at holde igen med at åbne grænserne.

- Jeg kan godt forstå, at campingmanden på Rømø og borgmestrene piver, men det nytter ikke at åbne op for tidligt - og så kommer tilbagefaldet og man er nødt til at lukke igen, for så har vi tabt for altid. Lige nu har jeg lidt tilbage på kistebunden, så jeg kæmper videre, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Der er heller ikke meget gang i den hos naboen - sexshoppen, der i den grad også har lidt under manglende aktivitet ved den lukkede grænse.

Omsætningen er faldet til en tredjedel, og det har heller ikke gjort det nemmere, at vi har måtte lukke forretningens sex-bio, fortæller Asbjørn Jacobsen, der er medarbejder i shoppen.

- I dag har vi endelig åbnet for biografen, og der har været et par kunder, men der er lang vej igen. Før coronaen kom til Danmark havde vi tre butikker med 12 timer åbent hver sted her i Kruså og i Padborg, og nu har vi kun ét sted åbnet i fem timer. Det er virkelig helt elendigt, og vi havde sådan ønsket, at grænserne var blevet åbnet meget mere fra mandag, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Cecilie Lodberg fra Husum i Tyskland skulle have holdt konfirmation i dag. Nu måtte hun nøjes med en Durum med kebab i Danmark sammen med sin mor og far på terrassen lige ved grænsebommen. Foto Ernst van Norde.

Og på bænken ved pizzariaet sad familien Lodberg alene på terrassen og spiste. De var - uden at blive tjekket ved grænsen - kørt fra deres hjem i Husum på den tyske side til Danmark.

- Vi har faktisk svært ved at forstå, hvorfor der overhovedet er et sundhedsfagligt argument for ikke at åbne grænsen, men den mest skuffede i dag var Cecilie Lodberg. Hun skulle have holdt sin konfirmation på en restaurant netop denne torsdag på den danske side af grænsen. Nu måtte hun nøjes med en durum kebab.

272 kommentarer
Vis kommentarer