Det Hvide Hus beder medarbejdere tage masker på

Efter at to medarbejdere tæt på Trump og Pence er konstateret smittet, indfører Det Hvide Hus påbud om masker

Fremover skal medarbejdere tæt på præsident Donald Trump og vicepræsident Mike Pence bære ansigtsmasker for at begrænse risikoen for coronasmitte. Foto: Tom Brenner/Reuters
Fremover skal medarbejdere tæt på præsident Donald Trump og vicepræsident Mike Pence bære ansigtsmasker for at begrænse risikoen for coronasmitte. Foto: Tom Brenner/Reuters

Det Hvide Hus har beordret ansatte, der arbejder i samme område som præsident Donald Trump, til at bære masker, når de bevæger sig rundt i bygningen.

Det oplyser en højtstående kilde i Trump-administration mandag.

Medarbejderne er undtaget fra maskekravet, når de er ved deres eget skrivebord.

På pressemøder i Det Hvide Hus er der på det seneste blevet spurgt til, hvad der gøres for at begrænse eventuel smitte.

Det kommer efter, at både vicepræsident Mike Pences pressedame og en af Trumps personlige tjenere, der blandt andet har serveret mad for den 73-årige præsident, er konstateret smittet.

Præsidenten selv er i risikozonen på grund af sin alder.

Han har indtil videre afvist, at han vil tage en maske for mund og næse for at beskytte sig mod smitte.

I sidste uge meddelte Det Hvide Hus, at der vil blive indført nye regler for de ansatte, der er tæt på præsidenten og vicepræsidenten.

Det indebærer blandt andet, at medarbejderne får tjekket temperatur og bliver testet dagligt, sagde en talsmand for Det Hvide Hus.

Både Trump og Pence er igen begyndt at rejse udenfor Washington, efter at de i ugevis er blevet, hvor de var.

Begge testes dagligt for smitte, har Det Hvide Hus oplyst.

Trump besøgte i sidste uge en fabrik i Arizona, der fremstiller masker, mens Pence skal på besøg i Israel onsdag.

Indtil videre er 80.0000 mennesker, der var smittet med coronavirus, døde i USA. Over 1,3 millioner andre er testet positive.

19 kommentarer
Vis kommentarer