Det Hvide Hus: Trump vil erklære undtagelsestilstand

USA's præsident Donald Trump vil underskrive finanslov og erklære national undtagelsestilstand, oplyser en talskvinde i Det Hvide Hus

Leder af senatet, Mitch McConnell annoncerer, at Trump vil underskrive en aftale med Demokraterne, men også, at han er klar til at erklære undtagelsestilstand i USA.

USA's præsident, Donald Trump, vil underskrive finanslov, men samtidig erklære national undtagelsestilstand.

Det bekræfter en talskvinde i Det Hvide Hus torsdag sent dansk tid ifølge flere nyhedsbureauer som Reuters og AFP. 

Ifølge Phillip Christian Ulrich, udenrigsredaktør på mediet Kongressen.com giver indgrebet Trump stor magt.

- Præsidenten får enormt brede beføjelser. Det drejer sig om 136 forskellige love og dekreter, der træder i kraft.

- Det er simpelthen en nødforanstaltning, så han ikke behøver at gå gennem en masse bureaukrati for at løse en given krise. Han kan bare gøre det, siger han og uddyber over for Ekstra Bladet:

- Han (Trump, red.) har varmet op til det i længere tid, men udmeldingen falder jo uden for 'normalen', forstået ved, at der ikke er tale om en pludselig opstået krise.

Sætter muren over nødhjælp
Netop definitionen af, hvad en 'krise' dækker over, er ifølge udenrigsredaktøren et 'voldsomt dårligt defineret område'.

- Ifølge gældende lovgivning skal Kongressen mødes én gang om året for at vurdere en aktuel 'national krise', men det er aldrig sket. Der er i øjeblikket 31 aktive 'nationale kriser' i USA. Præsidenten får beføjelserne i et år, men han kan forlænge krisen hvert år og forlænge beføjelserne, forklarer han.

I praksis betyder det, at Trump med undtagelsestilstanden for mulighed for ad omveje at gå uden om Kongressen og give ham flere penge til den grænsemur, som han længe har lovet.

Tidligere har det været fremme, at Trump overvejede at snuppe pengene til muren, omkring 5,7 milliarder dollars, fra den konto, der er sat af til akut nødhjælpsarbejde.

Ifølge flere amerikanske medier har Donald Trumps rådgivere stærkt advaret ham mod at indføre undtagelsestilstanden. Blandt andet har Trumps svigersøn, Jared Kushner, opfordret Trump til at finde andre måder at få finansieret muren på.

Meget forkert
Demokraterne har indtil nu været faste i kødet. De vil under ingen omstændigheder bruge en dollar på en mur mellem Mexico og USA.

Den demokratiske leder af mindretallet i Senatet, Chuck Schumer, har for kort tid siden reageret på truslen om at erklære undtagelsestilstand således:

- Det ville være en meget forkert ting at gøre.

Han oplyser i samme ombæring, at han og Nancy Pelosi - hans partifælle og leder i Repræsentanternes Hus - snarest vil komme med et svar på vegne af Demokraterne.

1460 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere