Det sex-swinger ikke for Peter

Swingerklubben Afrodite Club i Ringe er ligesom mange andre virksomheder ramt af nedlukningen - ejer Peter Spælling håber på hjælp fra regeringen 

Ejer Peter Spælling har haft Afrodite Club i 19 år. For første gang nogensinde bliver han nødt til at lukke klubben for gæster. Foto: Tim Kildeborg Jensen
Ejer Peter Spælling har haft Afrodite Club i 19 år. For første gang nogensinde bliver han nødt til at lukke klubben for gæster. Foto: Tim Kildeborg Jensen

Efter statsminister Mette Frederiksen 12. marts lukkede Danmark ned, har der næsten været gabende tomt i den 350 kvadratmeter store villa i Ringe.

Swingerklubben Afrodite Club rummer normalt 25-30 nysgerrige og meget letpåklædte mænd og kvinder, men i disse uger er det kun ejer Peter Spælling, som er at finde. Og han er fuldt påklædt.

Dildoen venter tålmodigt på, at der bliver brug for den igen. Foto: Tim Kildeborg
Dildoen venter tålmodigt på, at der bliver brug for den igen. Foto: Tim Kildeborg
 

- Vi er jo en virksomhed, hvor man har tæt kontakt med hinanden, så selvfølgelig skulle vi lukke ned. Den beslutning respekterer jeg fuldt ud. Dog er jeg ærgerlig. Det tror jeg, mange virksomhedsejere er i de her tider.

Minder om finanskrisen
De seneste år er det gået rigtigt godt for Afrodite Club i Ringe på Fyn. I 2019 oplevede Peter Spælling faktisk en hel tilstrømning af nye medlemmer. For ham er det svært at spå om, hvilke konsekvenser de næste par uger - måske måneder - kan have for hans forretning.

Klubben har 1800 medlemmer og plads til 60 personer på en aften. Reglen er, at der ikke må være mere end to mænd pr. kvinde. Foto: Tim Kildeborg Jensen
Klubben har 1800 medlemmer og plads til 60 personer på en aften. Reglen er, at der ikke må være mere end to mænd pr. kvinde. Foto: Tim Kildeborg Jensen

- Jeg er egentlig rimelig rolig og ret sikker på, at min klub nok skal klare sig igennem den her krise. Men jeg sammenligner det lidt med finanskrisen i 2007. Her lukkede otte ud af 18 klubber i Danmark.

- Når pengene er små hos danskerne, bliver swingerlivet simpelthen sparet væk.

Når man tilmelder sig Afrodite Club, betaler man for et års medlemskab. Derfor er det den daglige omsætning, som er en stor del af regnestykket for klubben, som Peter Spælling lige nu står og mangler.

Sexgyngen svinger heller ikke for tiden. I stedet bliver tiden brugt på at gøre rent. Foto: Tim Kildeborg
Sexgyngen svinger heller ikke for tiden. I stedet bliver tiden brugt på at gøre rent. Foto: Tim Kildeborg
 

- Selvfølgelig er det hårdt ved os. Når der ikke kommer nogen penge ind, men stadig skal penge ud, er det klart, at det vil give ubalance.

Han håber, at klubben kan få del i regeringens hjælpepakker.

- Lige nu sidder min revisor og regner på det, men jeg tænker da, at jeg må opfylde kriterierne lige såvel som en restaurant.

Finder alternativer
Livet som swinger har været en del af Peter Spælling i 20 år, og ligesom sine med-swingere er det ikke bare noget, som man lige lægger på hylden.

Afrodites hemmelige Facebook-gruppe har aldrig været så hed som nu.

- Det er klart, at man prøver at finde alternativer. Swingerlivet er en livsstil, ligesom dem, der dyrker teater.

Pausen bliver brugt til at renovere lokalerne. Der sker intet frækt i mørket nu hos Peter Spælling, der selv har været swinger i 20 år. Oprindeligt er han uddannet pædagog. Foto: Tim Kildeborg Jensen
Pausen bliver brugt til at renovere lokalerne. Der sker intet frækt i mørket nu hos Peter Spælling, der selv har været swinger i 20 år. Oprindeligt er han uddannet pædagog. Foto: Tim Kildeborg Jensen
 

- Jeg kan afsløre, at der er kommet mange gode forslag både med webcams, livestream og så videre - nogle forslag er selvfølgelig bedre end andre, griner Peter Spælling.

Selvom det er uvist, hvornår klubben må genåbne, er den erfarne swinger født optimistisk.

- Jeg er ret sikker på, at medlemmerne kommer flyvende tilbage. Jeg kan både se og mærke på Facebook-gruppen, hvor meget folk savner det.

FAKTA: Disse virksomheder får hjælp i coronakrisen

En stor hjælpepakke skal sikre, at danske virksomheder og lønmodtagere kommer bedst muligt gennem coronakrisen.

Det er Folketinget torsdag blevet enige om. Her er hovedpunkterne i aftalen:

* Kompensation til pressede virksomheders faste udgifter: 40 milliarder kroner. Virksomhederne bliver kompenseret efter, hvor meget omsætning de har mistet:

- Virksomheder, der er blevet lukket ved påbud som følge af coronavirus: 100 procent kompensation af faste udgifter.

- Virksomheder med fald i omsætningen på 80-100 procent: 80 procent kompensation af faste udgifter.

- Virksomheder med fald i omsætningen på 60-80 procent: 50 procent kompensation af faste udgifter.

- Virksomheder med fald i omsætningen på 40-60 procent: 25 procent kompensation af faste udgifter.

- Ordningen gælder 9. marts til 9. juni.

* Kompensation til selvstændige og freelancere: Ti milliarder kroner.

- Selvstændige vil kunne få en kompensation på op til 75 procent af det forventede omsætningstab i perioden sammenlignet med den gennemsnitlige omsætning i seneste regnskabsår - dog maksimalt 23.000 kroner om måneden.

- For at kunne få del i ordningen skal man have mistet mindst 30 procent af omsætningen, og man skal eje mindst 25 procent af firmaet og arbejde i den. Der må maksimalt være ti ansatte.

- Ordningen gælder fra 9. marts til 9. juni. Man skal i første omgang skrive under på, at omsætningen er faldet 30 procent, hvorefter man får pengene. Senere skal man kunne dokumentere det - ellers skal penge plus renter betales tilbage.

- Virksomhederne skal søge om kompensation på virksomhedsguiden.dk.

* Rejsebranchen får statsligt lån på 1,5 milliarder kroner til at dække aflyste pakkerejser. Det er et lån tilført Rejsegarantifonden, som skal tilbagebetales over en årrække af rejsebranchen.

* Derudover bliver der stillet en række garantier og lån i pakken:

- 53 milliarder til garantier til bankers lån til små, mellemstore og større virksomheder. Staten garanterer op til 70 procent af bankers nye udlån.

- 1,3 milliarder kroner i kautioner for små og mellemstore virksomheder, der eksporterer. Det er gennem Danmarks Eksport Kredit.

- 1,5 milliarder kroner til at studerende kan optage større SU-lån, hvor den månedlige grænser stiger til 9582 kroner fra 3194 kroner. Det er tiltænkt studerende, der har mistet deres studiejob og har brug for ekstra penge og gælder for marts og april.

* Dagpengeperioden er sat på pause for modtagere af dagpenge- og sygedagpenge fra 9. marts til 9. juni.

Kilde: Finansministeriet.

159 kommentarer
Vis kommentarer