Det skal du gøre, hvis du opdager en hund i en varm bil

Hvad må man egentlig gøre, hvis man ser en hund i en bil på en varm sommerdag? Politiet har givet nogle råd til, hvad man må gøre

Hunden overlevede ikke, at ejere havde efterladt den i bilen, mens de handlede i IKEA.

I øjeblikket stiger temperaturerne i Danmark, og i næste uge bliver der op til 27 grader. Det betyder, at menneskets bedste ven er udsat, når den bliver efterladt i en varm bil. Faktisk kan temperaturerne stige op til 80-90 grader i en bil på en varm sommerdag, og det er derfor vigtigt, at man er opmærksom på ikke at efterlade sin hund i bilen.

Men hvis der alligevel er nogle, der skulle komme til at gøre netop det, så har politiet nogle gode råd til, hvad man kan gøre som forbipasserende.

Slå ruden ind
En hund kan ikke svede som os mennesker, og den har derfor svært ved at komme af med varmen, når den for eksempel sidder i en varm bil. Faktisk kan en hund i værste fald dø, hvis den bliver efterladt i en varm bil, hvilket er en overtrædelse af dyreværnsloven.

På Facebook gør politiet hundeejerne opmærksomme på, hvad de kan gøre for at undgå, at det bliver for varmt for hunden, og derudover kommer de med råd til, hvad man som forbipasserende kan gøre, hvis man ser en hund i en varm bil.

Det skal du gøre ifølge politiet:

Find ejeren. Hvis bilen er parkeret foran et supermarked eller butikscenter, så få ejeren efterlyst over et samtaleanlæg. Få eventuelt nogen til at hjælpe dig, så du kan blive ved bilen

Hvis ejeren ikke er fundet eller dukket op efter et par minutter, så ring efter os på 114 – eller 112, hvis hunden er i livsfare.

Hvis du mener, at hunden er i livsfare, må du slå ruden ind. Det skal dog efterfølgende kunne bevises, at du handlede i nødret, og at hunden faktisk var i en livstruende situation. Ellers kan du få en bøde.

Sørg for, at hunden får vand, umiddelbart efter den kommer ud af bilen og bliver kølet af.

Sidste år så vi hunden Fidji, der døde efter at sidde fire timer i en varm bil uden for IKEA.

32 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere