Det skal højere tobakspriser finansiere

Statsminister Mette Frederiksen (S) foreslår at øremærke 300 millioner på finansloven til sygeplejersker

Prisen skal hæves omkring ti kroner. Foto: Emma Sejersen
Prisen skal hæves omkring ti kroner. Foto: Emma Sejersen

Socialdemokratiet gik til valg med et løfte om at ansætte 1000 ekstra sygeplejersker, og den plan skal der tages hul på næste år.

Statsminister Mette Frederiksen (S) fortæller til DR, at regeringen i de kommende finanslovsforhandlinger vil foreslå, at der næste år bliver afsat 300 millioner kroner til at ansætte 500 nye sygeplejersker. I 2021 skal tallet fordobles.

Pengene skal findes ved at hæve prisen på en pakke cigaretter fra 40 til 50 kroner.

- Vi laver faktisk et direkte kryds fra det, at det bliver dyrere at købe cigaretter, til at vi kan ansætte 1.000 flere sygeplejersker.

- Det synes jeg, jo på alle mulige måder er et klogt kryds og en klog måde at finansiere flere sygeplejersker på, siger Mette Frederiksen til DR.

At det i første omgang kun er 500 sygeplejersker, forklarer Mette Frederiksen med, at der er udfordringer med at rekruttere sygeplejersker.

Statsministeren håber, at signalværdien i, at regeringen øremærker pengene, kan stoppe nogle af de sygeplejersker, der overvejer at finde et andet job.

Hun vil invitere de fem regioner, der driver sundhedsvæsenet, til en drøftelse af, hvordan der skal skaffes flere sygeplejersker.

Hos Danske Regioner betegner formand Stephanie Lose (V) forslaget fra Mette Frederiksen som et kæmpe løft, men siger samtidig, at det ikke er sikkert, at man kan finde 1000 sygeplejersker.

- Jeg er glad for, at regeringen har valgt at prioritere penge til sundhedsvæsenet.

- Flere og flere danskere får brug for behandling på hospitalerne, og derfor er der også brug for blandt andet mere personale, siger hun i en skriftlig kommentar.

Stephanie Lose siger, at der skal kigges bredt for at skaffe flere hænder. På lang sigt skal der uddannes flere, og frafaldet på uddannelserne skal ned.

- Men på den korte bane er det andre ting, der kan sikre flere hænder. Det handler blandt andet om at få nogle af dem tilbage, der har forladt sygeplejefaget og at få flere af de sygeplejersker, der arbejder på deltid, til at gå op i tid - helst på fuld tid, siger hun.

En rundspørge blandt Dansk Sygeplejeråds medlemmer fra september sidste år viste, at 52 procent af foreningens medlemmer arbejder på deltid, mens 48 procent er på fuld tid.

176 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere