Diamant købt for 331 millioner - sætter verdensrekord

Den lyserøde diamant, Pink Legacy, er en af de mest kemisk rene ædelsten i verden og er på næsten 19 karat

Solgt til Dem, hr.! Den berømte juvelerbutik har på en auktion tirsdag købt en lyserød diamant for svimlende 50 millioner dollar svarende til godt 331 millioner kroner. (Video: AP)

Savner du en kær lille julegave til lillemor?

Så slå et slag forbi juvelerbutikken Harry Winston i New York.

Den berømte juvelerbutik har nemlig på en auktion tirsdag købt en lyserød diamant for svimlende 50 millioner dollar svarende til godt 331 millioner kroner.

Salgsprisen per karat er verdensrekord for en lyserød diamant, oplyser sælgeren, auktionshuset Christie's.

Foto: AP
Foto: AP
 

Det var forventet, at den næsten 19 karat, rektangulære sten med navnet Pink Legacy ville indbringe 30 millioner dollar, men den solgte altså for markant mere.

Diamanten er ifølge Christie's den største og flotteste lyserøde diamant, der nogensinde har været under hammeren.

Klappede i hænderne
På smykkeauktionen i Genève i Schweiz tirsdag brød de fremmødte ud i klapsalver, da auktionariussen lod hammeren falde for tredje og sidste gang ved 44,5 millioner dollar.

Med gebyrer kom den samlede salgspris op på 50,38 millioner dollar.

Stenen tilhørte engang diamantfamilien Oppenheimer.

Ifølge Christie's er det en af de mest kemisk rene ædelsten, man kender til. Den indeholder kun meget lidt kvælstof - hvis noget overhovedet.

Chef for internationale smykker hos Christie's Rahul Kadakia fortæller, at auktionshuset kun har solgt fire diamanter med en vægt på over ti karat i samme farve i sine 251 år.

Christie's formand for Europa, François Curiel, kalder stenen 'diamanternes Leonardo da Vinci'.

Foto: AP
Foto: AP
 

Verdensrekord
- Pink Legacy har indbragt denne enormt høje sum af 50 millioner dollar - 2,6 millioner per karat - hvilket er verdensrekord for en lyserød diamant.

- Den forrige rekord lød på 2,1 million, men for en meget større sten, som var over 50 karat, siger Curiel.

Christie's rekordsalg tirsdag var startskuddet til to dage fyldt med smykkeauktioner i Genève.

Onsdag bortauktionerer Sotheby's smykker, som engang tilhørte den franske dronning Marie-Antoinette. Smykkerne har ikke set offentligheden i mere end 200 år.

11 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere