Dieselbiler forbudt i Oslo: - Det er på grænsen til talentløst!

I Norge er der stor debat omkring det akutte dieselforbud, som Oslo-politikere netop har indført. FDM er stærkt utilfreds

Et udsnit af de største norske mediers hjemmesider her til morgen. Dagsordenen er sat. Screendumps af VG, TV 2 Norge, Nettavisen og Aftenposten.
Et udsnit af de største norske mediers hjemmesider her til morgen. Dagsordenen er sat. Screendumps af VG, TV 2 Norge, Nettavisen og Aftenposten.

Et hurtigt kig på norske mediers hjemmesider viser hurtigt, at det kontroversielle forbud, der er blevet indført i dag mod dieselbiler i Oslo, er på ALLES læber.

Skarpe holdninger udgydes fra hver sin fløj. Mens eksempelvis det store norske medie VG i en leder siger 'Ja til dieselfrie dage', så vil politikeren Tommy Skjervold fra Fremskridtspartiet i Oslo have forbuddet afblæst med det samme.

Herhjemme revser FDM det norske tiltag.

- De har jo haft rigtig lang tid til at forberede sig, og i lyset af det, synes vi, at de har valgt en særdeles dårlig løsning. En hovsa-løsning, hvor man udelukker en kæmpe gruppe bilister, siger afdelingschef Torben Lund Kudsk.

Han er især utilfreds med, at alle dieselbilejere bliver skåret over én kam, uanset om de kører i en gammel eller ny bil.

- Der er markant større udledning fra en gammel dieselbil, end der er fra en ny. I vores optik er det største problem, at man ikke forholder sig til dette. Uanset om man kører i en spritny dieselbil, der både på papiret og i virkeligheden har en meget lille udledning, så må du bare ikke køre i den, og det er simpelthen usagligt, siger han.

Startede i 2015
I Oslo har man i flere år forsøgt at få et forbud. I 2012 mislykkedes det, da staten modsatte sig, og i 2015 iværksatte lokale politikere så en undersøgelse om, hvilke tiltag man kunne gøre for at dæmme op for luftforureningen.

- Det tiltag, som vi mener har størst effekt, er et dieselforbud. Derudover arbejder vi med andre muligheder. Vi har også sendt en ansøgning til Trafikministeriet om at femdoble vejafgiften, når situationen er akut. Enten i stedet for eller før, vi er nødt til at indføre et diselforbud. Det har vi ikke fået tilladelse til endnu. Derfor er tiltaget med et dieselforbud, det som vi har til rådighed nu, siger Lan Marie Nguyen Berg fra Miljøpartiet i Oslo til VG.

Den forklaring giver Torben Lund Kudsk dog ikke meget for.

- Pludselig kan man bare ikke komme på arbejde. Der er heller ikke gjort noget for at styrke den kollektive kritik, så det er bare ærgerligt. I betragtning af at de nu har været to år om at prøve at indføre det, så er det jo nærmest på grænsende til talentløst, at man fra den ene dag til den anden lukker ned. Det minder mere om en symbolsk straffeaktion fra et venstreorienteret bystyre, end det handler om at gøre noget ved miljøet.

Dieselforbuddet i Oslo

Fra tirsdag er det forbudt at køre dieselbiler på kommunale veje i Oslo på grund af akut helbredsskadelig luftforurening.

Mandag og tirsdag ventes der koldt vejr og kun lidt vind. Det betyder, at det er sandsynligt, at der vil ske en høj grad af forurening over store områder af byen.

Forbuddet vil være gældende indtil til byens miljømyndigheder vurderer, at det akutte behov for forbuddet ikke længere er til stede.

Forbuddet gælde for dieseldrevne køretøjer, men der er en del undtagelser. Blandt andet er udrykningskøretøjer, opladelige hybriddieselbiler, offentlige køretøjer, patienttransporter, kollektive trafikmidler og biler fra erhvervslivet ikke omfattet af forbuddet.

Bystyret vil indføre et totalforbud mod dieselbiler på alle kommunens veje på dage med stillestående vejr og høj partikelniveau, da luftforureningen i Oslo kan blive meget høj.

Håber forbud varer længe
I Oslo er mange af byens beboere glade for forbuddet. En af dem er Mona Lund, som TV 2 Norge har talt med.

- Jeg bor lige ved Ring-vejen, og jeg synes, at der er alt for mange biler der. Jeg håber dieselforbuddet varer længe, længe, længe, siger hun og fortsætter:

- Jeg tager toget ind til byen hver dag. Der er altid god plads, så her er der plads til flere, siger hun.

Dieselforbudet er indført på ubestemt tid. Men det forventes at ophøre i morgen. Hvis man ikke overholder forbuddet, kan man få en bøde på 1.500 norske kroner.

170 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere