3.100 danske læger har modtaget et ubehageligt brev fra Lægeforeningen - deres personlige informationer er blevet hacket. Lægernes navne og cpr-numre har været offentliggjort på en amerikansk hjemmeside, og nu advarer Lægeforeningen mod muligt misbrug af medlemmernes identitet.
- I tiden fremover er det en god idé at være særlig opmærksom på, om dit cpr-nummer bliver brugt i en sammenhæng, som ikke er initieret af dig, står der i Lægeforeningens brev, som Ekstra Bladet har fået udleveret af et medlem.
Katastrofalt
- Det vil være katastrofalt, hvis der bliver skrevet falske recepter i mit navn, siger en af de ramte læger, der har henvendt sig til Ekstra Bladet, men ønsker at være anonym.
Og der kan være grund til at være bekymret. Det siger overlæge Peder Klement Jensen, der er medlem af Lægeforeningens Sundheds-it-udvalg, til ugeskriftet.dk
- Hvis man ringer til apoteket og præsenterer sig som læge, og kan oplyse sit cpr-nummer, kan de slå én op og se, at man er læge. Og så kan man få en recept på alt, selv de stærkeste morfika, siger overlægen.
- Det er også derfor, at vi har informeret alle landets apoteker om sagen. De har dog også nogle yderligere sikkerhedsspørgsmål, som de kan stille for at sikre at lægens identitet er korrekt, men dem vil ikke jeg komme nærmere ind på her, siger Lægeforeningens adm. direktør Bente Hyldahl Fogh til Ekstra Bladet.
Hun har meldt sagen til politiet og udover Apotekerforeningen også orienteret Styrelsen for Patientsikkerhed, Lægemiddelstyrelsen, Sundhedsdatastyrelsen og Datatilsynet.
Frikender sig selv
Bente Hyldahl Fogh ved ikke, hvor den amerikanske hjemmeside har fået de mange navne og cpr-numre fra, men hun mener ikke, at de stammer fra Lægeforeningens databaser.
Hvordan kan du frikende jer selv så hurtigt?
- Vores it-folk har deres metoder.
Hvilket register kan oplysningerne så stamme fra?
- Det vil jeg ikke spekulere i.
Den amerikanske hjemmeside er nu blevet lukket ned af myndighederne, og Lægeforeningen har fået oplyst af politiet, at der formentligt er omkring 30 personer, der har haft adgang til oplysningerne, inden der blev grebet ind.