Direktør er fyret i Greve for misbrug af kreditkort

Greve Kommune vil indlede en undersøgelse af Claus Thykjær, efter at kommunaldirektøren nu er fratrådt

Greve Kommune har besluttet at fyre kommunaldirektør Claus Thykjær.

Fyringen sker som følge af, at byrådet i Greve Kommune mandag aften tog en beslutning om at indgå en fratrædelsesaftale med Claus Thykjær.

Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse på sin hjemmeside.

Årsagen til kommunaldirektørens fratrædelse er, at han er blevet opdaget i at foretage private indkøb med et kreditkort udstedet af Greve Kommune.

- I den seneste uge er det fremgået af pressen, at der har været nogle uregelmæssigheder i kommunaldirektørens brug af kommunens kreditkort.

- Kommunaldirektørens transaktioner er blevet gennemgået, og fejlene er håndteret, lyder det i pressemeddelelsen.

Claus Thykjær har erkendt, at han har brugt kommunens kreditkort privat til blandt andet biletter til ishockey, indbetaling via MobilePay-tjenesten samt indkøb for 2300 kroner.

Indkøbene blev foretaget i Rema 1000, Irma og Circle K.

Direktøren har også erkendt at have brugt kommunens kreditkort privat i forbindelse med en konference, der blev afholdt i Nashville, USA.

Her betalte kommunen 1385 kroner for konferencebilletter til Claus Thykjærs hustru.

Til DR har den nu tidligere kommunaldirektør forklaret, at der i alle tilfælde er tale om fejl, da han har forvekslet kommunens kreditkort med sit eget, private kort.

Banken, der har udstedt kreditkortene, er den samme, har han forklaret.

Ifølge DR vil Greve Kommune nu iværksætte en ekstern undersøgelse af den tidligere kommunaldirektør.

- Sagen giver naturligvis anledning til at kikke på, om der skal ændres noget i kommunen økonomiinstruks.

- Til at vurdere dette sammen med kommunens økonomiudvalg inviteres kommunens revision med, skriver Greve Kommune i pressemeddelelsen.

Kommunaldirektøren har tilbagebetalt sit private forbrug.