Direktør er gået på orlov efter anklager om racisme

Direktør for Women Deliver Katja Iversen går på orlov, efter at tidligere ansatte er stået frem med anklager

Katja Iversen, der direktør i Women Deliver, har besluttet at gå på orlov efter anklager om racisme og diskrimination i organisationen. Hun blev i 2018 kåret som Årets Dansker af Berlingske. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Katja Iversen, der direktør i Women Deliver, har besluttet at gå på orlov efter anklager om racisme og diskrimination i organisationen. Hun blev i 2018 kåret som Årets Dansker af Berlingske. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Direktøren for den internationale kvinderettighedsorganisation Women Deliver, Katja Iversen, er gået på orlov efter anklager om racisme og diskrimination internt i organisationen.

Det skriver hun på Women Delivers hjemmeside.

'Jeg er rystet, knust og enormt vred på mig selv. Jeg står i spidsen for organisationen, og jeg undskylder og tager det fulde ansvar for disse oplevelser og min rolle i dem,' skriver hun på hjemmesiden.

Beslutningen om at gå på orlov er blevet truffet af den 50-årige Katja Iversen selv.

Det sker, efter at flere tidligere ansatte i Women Deliver på sociale medier har beskrevet problemer med racisme i organisationen.

De har ifølge Katja Iversen beskrevet et 'giftigt arbejdsmiljø'.

'Sorte, tidligere ansatte har specifikt beskrevet, hvordan de følte sig misbrugt og diskriminerede i den tid, hvor de arbejdede i Women Deliver,' skriver Katja Iversen.

- Og gennem mine diskussioner med de ansatte står det klart, at problemerne stadig ligger dybt.

Women Deliver har igangsat en uafhængig undersøgelse, der skal gennemgå klagerne.

Katja Iversen oplyser, at hun vil samarbejde fuldt ud i forbindelse med undersøgelsen.

Hun har tilbudt Womens Delivers bestyrelse at gå på orlov, indtil der foreligger en konklusion på undersøgelsen. Og det har bestyrelsen accepteret, oplyser hun.

- Women Delivers bestyrelse er opmærksom på og dybt bekymret over indholdet af de vidnesbyrd, der deles af tidligere og nuværende medarbejdere i organisationen, lyder det ifølge Altinget fra bestyrelsen i en udtalelse.

Katja Iversen blev i 2018 kåret til Årets Dansker af Berlingske.

Hun modtog prisen for sit arbejde med piger og kvinders rettigheder på verdensplan i sin position i spidsen for Women Deliver.