Direktør forlader Danske Bank efter hvidvaskskandale

Mens undersøgelse om hvidvask fortsat er i gang, har direktør sagt op, oplyser Danske Bank.

Lars Mørch, medlem af direktionen i Danske Bank blandt andet med ansvar for den baltiske forretning, har sagt op. Det oplyser banken.

Formanden for Danske Banks bestyrelse, Ole Andersen, respekterer Lars Mørchs beslutning, lyder det i meddelelsen.

- Selv om undersøgelserne af forholdene omkring den estiske non-resident portefølje endnu ikke er afsluttet, står det nu klart, at banken burde have igangsat grundigere undersøgelser på et tidligere tidspunkt, end det var tilfældet.

- Sådanne undersøgelser ville have givet os forståelse for problemernes fulde omfang tidligere og medført hurtigere handling. Vi har drøftet denne situation med Lars Mørch over de seneste uger, siger han i meddelelsen.

I en stribe historier skrevet af Berlingske Business er det kommet det frem, at bankens estiske afdeling er blevet brugt til ulovlige transaktioner og hvidvaskning.

Blandt andet har avisen fortalt, at den russiske præsident Vladimir Putins familie samt Ruslands efterretningstjeneste FSB var blandt de bagmænd, der hvidvaskede store beløb gennem konti i Danske Banks estiske filial.

Det fremgår ifølge Berlingske af en whistleblowerrapport skrevet af en chef i Danske Bank-koncernen. Rapporten blev sendt til Danske Banks direktion allerede i december 2013.

I whistleblowerrapporten, som Berlingske har haft adgang til, blev direktionen desuden advaret om, at Danske Bank selv havde noget i klemme.

I rapporten står, at Danske Bank "formentlig selv havde begået en forbrydelse" og sandsynligvis havde "assisteret med hvidvask".

Danske Bank har sat en intern undersøgelse i gang. Resultatet ventes i løbet af 2018.

Lars Mørch har været ansat i Danske Bank siden 1999. Han har været ansvarlig for Business Banking siden 2012, herunder International Banking, som inkluderer den baltiske forretning.

Hvad er hvidvask?

Lars Mørch, medlem af direktionen i Danske Bank blandt andet med ansvar for den baltiske forretning, har sagt op, oplyser banken torsdag.

Opsigelsen kommer, efter at Berlingske har afsløret, at Danske Banks estiske afdeling er blevet brugt til at hvidvaske milliarder af kroner.

Læs her, hvad begrebet hvidvask egentlig dækker over:

* Hvidvask er en betegnelse for, at kriminelle forsøger at få lyssky indtægter til at se ud, som om det er penge tjent på ærlig vis.

* Der kan være tale om penge eller andre værdier, som stammer fra handel med narko, menneskesmugling, våbensmugling, røveri. Det kan også være penge, som er opnået gennem for eksempel underslæb, skatteunddragelse, bedrageri, korruption eller insiderhandel.

* Loven om hvidvask definerer det som:

1) Uberettiget at modtage eller skaffe sig selv eller andre del i økonomisk udbytte, der er opnået ved en strafbar lovovertrædelse.

2) Uberettiget at skjule, opbevare, transportere, hjælpe til afhændelse eller på anden måde efterfølgende virke til at sikre det økonomiske udbytte fra en strafbar lovovertrædelse.

3) Forsøg på eller medvirken til sådanne dispositioner.

* I praksis kan hvidvask for eksempel foregå ved, at penge fra ulovligheder sættes i banken sammen med penge fra lovlige formål, overføres til udlandet eller bruges til at købe fast ejendom eller varer af høj værdi.

* De kriminelle vil typisk forsøge at sløre, hvor pengene kommer fra. For eksempel ved at overføre pengene til banken via et skuffeselskab - det vil sige et selskab uden reel aktivitet.

* Virksomheder og personer, som er omfattet af loven om hvidvask, er forpligtet til at have antennerne ude.

* Det betyder for eksempel, at banker er forpligtet til at være opmærksomme på deres kunders aktiviteter og anmelde mistænkelige forhold til myndighederne.

* Hvis pligterne ikke efterkommes, kan der straffes med bøde eller fængsel.

Kilde: Anklagemyndigheden.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen