Direktør vil stoppe fodbold-snak på arbejdspladser

Fodboldsnak kan ifølge direktøren meget let eskalere til, at mænd klapper hinanden på ryggen og taler om deres sidste erobring i weekenden - er du enig?

Den kvindelige direktør Ann Francke, der er leder for det store britiske management-firma Chartered Management Institute, har mødt voldsom kritik på de sociale medier, fordi hun på britisk tv har foreslået, at man skal indskrænke fodbold-snakken rundt omkring på arbejdspladserne.

Det usædvanlige forslag blev fremført i det britiske tv-program 'Today', hvor Ann Francke hævdede, at mange kvinder føler sig holdt udenfor, når der tales om fodbold eller for eksempel cricket på arbejdspladserne.

Det skriver flere medier, heriblandt BBC. 

- Kvinder følger ikke disse sportsgrene, og de bryder sig ikke om at blive tvunget til at tale om sport, og de bryder sig heller ikke om ikke at være inkluderet i samtaler, fortæller Ann Francke, der argumenterer for, at chefer rundt omkring på diverse arbejdspladser skal lægge en dæmper på fodbold-snakken.

Ann Francke er bekymret for, at diskussioner omkring fodbold, heriblandt diskussioner om det assisterende video-dommer-system VAR, kan udelukke kvinder fra samtalerne og skabe splittelse rundt omkring på kontorerne på arbejdspladserne.

- Det er en direkte port til en mere drenget opførsel, hvis det får lov til at eskalere. Det er et tegn på en mere maskulin kultur, fortæller Ann Francke og tilføjer:

- Det er meget let at eskalere fra en snak om VAR til, at mænd klapper hinanden på ryggen og taler om deres sidste erobring i weekenden.

Herunder ses et opslag på Twitter, hvor Ann Francke siger, at køns-balance er det bedste redskab til at fremme bedre ledere i virksomheder.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Ann Francke mener dog ikke, at fodbold-snak skal forbydes. Men hun foreslår, at snak om sport bliver indskrænket og modereret.

Den britiske direktør siger, at hemmeligheden ligger i at tale om sport på en mere inkluderende måde og være opmærksom på, om der er nogen, der bare stirrer blankt ud i lokalet i løbet af samtalen.

I BBC-programmet 'Today' var sportsjournalisten Jacqui Oatley dog direkte uenig og fremførte, at det er et forfærdeligt forslag.

- Hvis man bandlyser fodbold-snak, vil man kun opnå, at man fremmedgører de folk fra hinanden, der ønsker at tale med hinanden. Det ville være ekstremt negativt at fortælle folk, at de ikke må tale om  sport, fordi piger ikke kan lide sport eller nogle kvinder ikke bryder sig om det det. Sådan noget skaber bare endnu mere splittelse, siger Jacqui Oatley.

På de sociale medier er den britiske direktør Ann Francke blev udsat for voldsom kritik på grund af sine udtalelser - også fra mange kvinder.

Den tidligere minister Tracey Crouch kaldte forslaget fra Ann Francke for det rene nonsens i et opslag på Twitter, hvor hun viste et billede fra sit kontor med en stor fodbold-plakat. Til opslaget skrev hun:

'Sikke en omgang sludder. Alle er velkomne til at smutte forbi til en lille sports-snak på denne kvindes kontor.'

Artiklen fortsætter under billedet ...

Allyson Graham kastede sig også ind i diskussionen og skrev følgende:

'Jeg finder hendes kommentarer meget krænkende. Jeg er kvinde, og jeg er en stor fan af foldbold. Hvordan kan hun tillade sig at sige, at kvinder ikke følger med i sport og kan blive involveret i en samtale om sport. Jeg deltager i masser af sports-snak på mit kontor. Det her er blot endnu et eksempel på, at nogen forsøger at skabe problemer, hvor der ikke er nogen problemer.'

 

164 kommentarer
Vis kommentarer