Diskoteket Club Retro i Helsingør har tilsyneladende svært ved at holde sig til loven.
I hvert fald er det tredje gang, at Forbrugerombudsmanden nu politianmelder virksomheden bag diskoteket, SP ApS.
Denne gang er der ifølge Forbrugerombudsmanden 51 brud på reglerne, hvor diskoteket har målrettet ulovlige alkoholreklamer mod unge under 18 år.
Det skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelse.
Begivenheder på Facebook
Det er SP ApS, som står bag Club Retro, der mellem februar og december sidste år har lavet de ulovlige reklamer for diskoteket.
'Det er gennemgående, at Club Retro har lavet begivenheder på Facebook, hvor diskoteket inviterer unge fra 16 år og opefter,' fremgår det.
Det er sket i opslag, der alle havde nogenlunde denne ordlyd:
'RETRO FRIDAYS – EN SIKKER VINDER – […] BORDPAKKER – Skal din aften være noget ekstra? SMS til 25 307 307 med antal gæster, samt budget, så laver vi en pakke til lige netop jeres selskab. […] STRENG ID-POLITIK. Pas eller kørekort. Studiekort sammen med sygesikring. […]'
Det fremgik samtidig af diskotekets hjemmeside, at 'Retro Fridays' var arrangementer for unge på 16 år og opefter, og at bordpakkerne indeholdt alkohol.
'Adskillige henvisninger'
Det er Forbrugerombudsmandens vurdering, at opslagene indeholder 'adskillige henvisninger' til alkohol, lyder det.
Det gælder blandt andet med ord som 'borde', 'bordpakker', 'vodkasjusser', 'happy hour' og 'champagne'.
Og det er altså ifølge markedsføringsloven ulovligt at bringe omtaler af, billeder af og henvisninger til børn og unge under 18 år.
Selv hvis diskoteket ikke udskænker alkohol til mindreårige, er det stadig ulovlig markedsføring, fremgår det.
- Når en virksomhed fortsat overtræder lovgivningen efter at være blevet politianmeldt, vil det naturligvis have betydning for den sanktion, som virksomheden kan idømmes, siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.
Det kan ifølge hende udløse en både på 10.000 kroner per opslag, fremgår det. Dermed kan der altså blive tale om en bøde på op mod 510.000.