Distortion truet af aflysning

Måske bliver den københavnske gadefest Distortion aflyst i år, måske bliver den ikke. Alt afhænger af, om arrangørerne bag gadefesten får styr på, hvordan de vil håndtere larm, toiletforhold og potentiel hærværk

Årets Distortion risikerer at blive aflyst. Foto: Henning Hjorth
Årets Distortion risikerer at blive aflyst. Foto: Henning Hjorth

De sidste par gange er festerne til Distortion eskaleret, og byens borgere har klaget over, at deres gader og opgangsdøre sejler i tis, skrald over det hele, og at larmen fra gæster og musik er alt for høj.

Det har fået Borgerrepræsentationen til at sende et notat til Teknik- og Miljøforvaltningen, hvor de beskriver deres utilfredshed. Det skriver Politiken.

I notatet står der, at 'Distortion NUS/NUS fortsat skal øge professionaliseringen af gadefesterne og minimere en række gener for beboerne i de festberørte gader.'

- Det handler om, at vi fra Rådhusets side har været kritiske over for Distortion og organisationen bags manglende evne til at have styr på deres arrangement og de ting, der skal planlægges og stilles til rådighed for, at arrangementet kan afvikles, fortæller Niels E. Bjerrum (A) fra Borgerrepræsentationen til Politiken.

Derfor har gadefestens arrangører fået besked på, at de skal redegøre for, hvordan de vil gøre festen til en mere behagelig oplevelse for de, som bor i gaderne, hvor festen holdes.

Det skal være slut med al den tis i gaderne. Distortion skal stille flere toiletter til rådighed. Foto: Henning Hjorth
Det skal være slut med al den tis i gaderne. Distortion skal stille flere toiletter til rådighed. Foto: Henning Hjorth
 

Materiale ikke godkendt
Distortions arrangører havde deadline 2. maj for deres redegørelse for, hvordan de ville optimere forholdene i år, men den blev ikke godkendt på Rådhuset.

Nu er deadline blevet udskudt til 13. maj, og bliver den heller ikke godkendt, så er gadefesten, der skulle vare fra onsdag 30. maj til søndag 3. juni, aflyst.

Noget af det, der har været svært at redegøre for, er, hvor de mange toiletter skal placeres, trafikafviklingen i de berørte områder, larm fra de mange gæster og musikken, tisseri i det offentlige rum og håndtering af hærværk.

Der har også været kritik af sikkerhedselementerne ved festivalen, men dette hører ind under politi- og beredskab.

- Vi har forsøgt at sige til Distortion, at hvis I gerne vil fortsætte med at holde jeres arrangement, så skal I stramme op på de her ting. Efterhånden har arrangementet fået så meget en slagside, at det er blevet en fest, hvor det er for svært at være beboer i byen samtidig med, siger Niels E. Bjerrum.

Niels E. Bjerrum understreger overfor Politiken, at Distortion godt må være i de københavnske gader, men at de bare skal få strammet op på de nødvendige områder, så alle kan holde festerne ud.

Det er i år blevet besluttet, at Distortion skal stille med et depositum. Det skal sikre, at eventuelle uenigheder ikke vil ende i en retssag senere på året, hvis noget bliver smadret under festivalen. Dette depostium er blevet betalt.

141 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere