Har du pådraget dig en skade under en firmajulefrokost? Så vil vi rigtig gerne tale med sig. Send en sms/mms (alm. takst) til 1224 eller send en mail til 1224@eb.dk.
I disse uger kaster danskerne sig forventningsfulde ud i en af årets allerstørste firmafester; julefrokosten.
For mange er opskriften på den perfekte julefrokost en overdådig buffet krydret med masser af dans og store mængder øl og snaps.
Den kombination kan nogle gange føre til, at man forstuver foden på dansegulvet, falder ned fra en stol på grund af massiv indtagelse af alkohol, eller får en kropsdel klemt i firmaets kopimaskine.
Men fortvivl ej; hvis skaden sker under firmaets julefrokost, vil den formentlig være omfattet af arbejdsskadeloven, hvis blot man husker at anmelde den til Arbejdsskadestyrelsen.
Skål! Politiet muntrer sig på Twitter
- Man kan sammenligne firmajulefrokoster med for eksempelvis en teambuilding-tur, som også er anderledes end det daglige arbejde. Hvis man kommer til skade her, så er man også dækket ind, siger presseansvarlig ved Arbejdsskadestyrelsen, Christian Frederik Mortensen.
Chefen behøver ikke være til stede
Dog er der et par enkelte ting, der skal gøre sig gældende.
- Hvis en skade under firmajulefrokosten skal regnes for en arbejdsskade, er det vigtigt, at julefrokosten er en officiel fest. Det vil sige, at arbejdsgiveren står bag invitationen og er klar over, hvad rammerne for firmajulefrokosten er, siger Christian Frederik Mortensen.
Samtidig gælder arbejdsgiverens skadeforsikring kun, hvis skaden sker under den officielle fest. Hvis man sammen med en række kolleger vil feste videre efter firmafestens sluttidspunkt og på vejen til det nærmeste værtshus slår sit hoved, så er det ikke længere firmaets ansvar.
Her er de bedste vine til julemåneden
Derimod er det underordnet, om arbejdsgiveren er fysisk til stede ved arrangementet, om man er beruset, eller om festen holdes på arbejdspladsen eller ude i byen.
Reglerne er helt i orden
Ifølge arbejdsmiljøkonsulent i fagforeningen HK/Privat June Halvoren er det helt på sin plads, at arbejdsgiveren dækker en eventuel skade.
- Der er jo meget ofte en forventning om, at man som medarbejder deltager i julefrokosten og andre sociale arrangementer på arbejdspladsen. Nogle gange direkte, andre gange måske mere implicit i den kultur, der er på arbejdspladsen. Hvis lønmodtagerne i nogen grad deltager af pligt, er det ikke rimeligt, hvis en arbejdsgiver kan fritages for skader, der er opstået der, siger hun til Ekstra Bladet.
- Det er arbejdsgiveren, der arrangerer julefrokosten, og dermed har virksomheden også ansvaret for de præmisser, julefrokosten foregår på. Det er fuldstændig det samme som, at arbejdsgiveren jo har ansvaret for medarbejderen er på arbejde.
Minister ville afskaffe 'firmafest-reglen'
Sidste år forsøgte Mette Frederiksen (S), som på daværende tidspunkt var beskæftigelsesminister at gøre op med reglerne om, at en skade pådraget på dansegulvet til firmafesten kan betegnes som en arbejdsskade.
- Det er ikke for at ødelægge den gode julestemning. Vi har et arbejdsskadesystem for mennesker, der er kommet til skade i forbindelse med, at de passer deres arbejde - ikke en julefrokost, sagde hun dengang til HK/Privats nyhedsbrev, hvor hun meddelte, at hun havde bedt Arbejdsskadestyrelsen om at komme med forslag til en lovændring.
Udmeldingen har dog endnu ikke ført til ændringer, og det betyder altså, at julefrokost-skaderne stadig kan være omfattet af arbejdsskadeloven.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.