DMI advarer: Her er der risiko for skybrud

DMI har tirsdag udsendt et varsel om risiko for skybrud flere steder i landet

Nu kommer regnen - endda i massevis.

I hvert fald hvis man skal tro DMI, der i et nyt varsel melder om risiko for skybrud i store dele af landet i løbet af tirsdagen.

Til Ekstra Bladet fortæller Janne Hansen, der er vagthavende meteorolog hos DMI, at der er risiko for, at vejret bliver meget voldsomt lokalt, og at uvejret allerede er i fuld gang.

- Der er allerede nu kraftig regn over Fyn, hvor der ligger en kraftig tordenbyge. Det er især på Fyn og i Jylland, at vi forventer, at der bliver voldsomt vejr, men der er risiko for skybrud i store dele af landet, siger hun.

- Vi forventer, at der kommer en hel del regn, og det er også derfor, at vi udsender et varsel.

Ifølge DMI gælder varslet Fyn, Østjylland, Billund, Midtjylland, Himmerland, Aalborg, Lolland, Kalundborg, Slagelse, Vejen, Haderslev, Sønderborg og Aabenraa.

Her kan man forvente mere end 15 mm regn på 30 minutter eller mindre.

Stadig varmt
Ifølge Janne Hansen forventer de hos DMI, at regnvejret vil stilne af i løbet af aftenen.

- Som det ser ud lige nu, så vil regnen passere i løbet af aftenen, og varslet er lige nu sat til klokken 22, men vi følger selvfølgelig situationen tæt, lyder det fra Janne Hansen.

Selvom der kommer regn, så betyder det dog ikke, at vi skal sige farvel til de varme temperaturer.

- Onsdag får vi flere regnbyger i store dele af landet, men vi forventer ikke, at det bliver ligeså voldsomt, som det kan blive i dag. Temperaturerne vil også falde onsdag, men det vil stadig være lunt og over 20 grader, siger Janne Hansen.

Forbud fortsætter
Selvom der vil komme regn de kommende dage og sandsynligt meget af det i løbet af tirsdagen, så vil det dog umiddelbart ikke have indflydelse på afbrændingsforbuddet, som fortsat gælder i hele landet.

'Helt generelt må vi sige, at den nuværende mængde af regn ikke er nok til, at der vil ske ændringer. Og vi kan heller ikke svare på, hvor mange millimeter regn der skal til, for det kommer helt an på de lokale forhold, og på den periode regnen falder over', fortæller sekretariatschef Bjarne Nigaard fra Danske Beredskaber i en pressemeddelelse tirsdag eftermiddag.

'F.eks. vil et hurtigt skybrud med 30 millimeter vand blot ’prelle af’ på den hårde tørre jordoverflade, mens fem dage med stabil regn måske vil gøre mere gavn i relation til brandfaren', lyder det videre fra Bjarne Nigaard.

Der er således intet, der tyder på, at du kan grille i det fri lige foreløbig.

97 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere