DMI advarer: Her kan der komme skybrud

Der er risiko for oversvømmelser natten til tirsdag, hvor DMI har udsendt varsel om kraftig regn og skybrud.

Foto: Per Rasmussen
Foto: Per Rasmussen

Bor man i den østlige del af Danmark, kan man forvente kraftig regn og mulige skybrud natten til tirsdag.

Således har DMI mandag aften udsendt et varsel om kraftig regn og skybrud på Bornholm, Møn, Falster og Østsjælland.

Der er også risiko for kraftig regn og skybrud for Lolland og Vestsjælland. Desuden er der risiko for kraftig regn og skybrud for hele landet tirsdag aften og natten til onsdag.

Der kan falde mellem 25 og 35 millimeter inden for seks timer, og lokalt kan der komme skybrud med mere end 15 millimeter regn på 30 minutter.

Det fortæller vagtchef ved DMI Erik Hansen.

- Det kan godt give lidt oversvømmelser rundtomkring lokalt, siger han.

Varslet om kraftig regn og skybrud i den østlige del af landet gælder fra klokken tre i nat til klokken ti tirsdag morgen. Senere på dagen kan der godt komme sol, fortæller vagtchefen.

- I den østlige del er der en rimelig chance for, at vi får noget sol igennem - nok mest om eftermiddagen, siger Erik Hansen.

Der er ifølge DMI et lavtryk, som de næste dage ligger næsten stille over den Engelske Kanal og sender fronter med regn op over Danmark sydfra.

Fronterne adskiller meget varm og fugtig luft over Østeuropa og kølig og ustabil luft over Vesteuropa. I forbindelse med fronterne kan der opstå kraftig regn og torden.

17 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere