Hvis du tror, det værste vejr er overstået efter nattens skybrud og torden, kan du godt tro om.
Sådan lyder meldingen fra DMI, som varsler risiko for skybrud og torden i store dele af landet fra klokken 12 og frem til fredag aften.
- I løbet af eftermiddagen vil der komme kraftig regn og tordenbyger, som godt kan blive rigtig kraftige. Så vi får skybrud igen i eftermiddags- og aftentimerne og måske et stykke ud på natten, siger vagthavende metrolog ved DMI, Henning Gisselø, til Ekstra Bladet.
Varslet gælder helt frem til klokken 03.00 mellem fredag og lørdag og omfatter Vest- og Sydsjælland, Lolland-Falster, Fyn, København og Nordsjælland, Sønderjylland, Djursland, Odder, Trekantsområdet, Sydøstjylland, Aarhus og Samsø.
- Der er risiko for, at der lokalt kan falde mellem 15 og 25 millimeter regn på 30 minutter og risiko for kraftig torden, skriver DMI på sin hjemmeside.
12000 lynnedslag og en måneds regn
Sankthansaften blev for de flestes vedkommende en kort fornøjelse, da et kraftigt uvejr med regn og tordenvejr i går aftes ramte Danmark.
Fra torsdag aften til fredag morgen blev Danmark ramt af over 12.000 lynnedslag.

I samme tidsrum faldt der i flere steder af landet, blandt andet på Amager og Sydsjælland, over 50 mm regn.
- Det svarer til, hvad vi plejer at få på en måned, siger Henning Gisselø fra DMI.
Lummer weekend
Selvom det er overskyet og regnfuldt, bliver det op til 30 grader på Sjælland i dag, og det lumre vejr fortsætter i morgen.
- Lørdag kan der også komme regn og tordenbyger og temperatur på omkring 25 grader, siger Henning Gissløe og tilføjer, at man kan glæde sig til søndag, hvis man savner lidt friskere vejr.
- Søndag får vi omslag til lidt køligere vejr. Der bliver det ikke over 20 grader. Det bliver mere friskt med vind, så vi får ikke den lumre varme, som vi har haft i går og i dag.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.