DMI advarer: Is og stærk frost i nat

Vejromskiftet og den nyfaldne sne kan natten til fredag være til stor gene

Natten medfører hård kulde og potentielt isglatte veje, cykelstier og fortove, blandt andet i hovedstaden, advarer DMI. (Arkivfoto: POLFOTO)
Natten medfører hård kulde og potentielt isglatte veje, cykelstier og fortove, blandt andet i hovedstaden, advarer DMI. (Arkivfoto: POLFOTO)

Efter en usædvanligt varm december måned, fik store dele af landet torsdag en mindre dyne af sne i forbindelse med, at vinden har skiftet til en nordøstlig retning, som betyder langt koldere vejr til Danmark.

Ændringen i vejret betyder samtidig, at natten til fredag bliver noget koldere, end vi har været vant til på det seneste.

- Det bliver klart vejr i nat, og foreløbig har vi lovet ned til otte graders frost, men der hvor der ligger mest sne, kan det godt blive helt ned til ti graders frost, siger Frank Nielsen, vagthavende meteorolog ved DMI, til Ekstra Bladet.

Han understreger, at der vil være stor forskel på, hvor man befinder sig i landet, og hvorvidt man bor ud til kysten, hvor vinden er.

- Så der kan godt være en forskel på nul til ti grader, alt efter hvor man er, siger han.

Sne er blevet til is
Nattens kulde og dagens sne kan også skabe problemer både på veje og fortove, hvor der ikke er blevet saltet tilstrækkeligt.

- Der faldt noget sne først på dagen, men hen mod eftermiddagen var noget af det ligesom tøet lidt, men så gik solen ned, og så fryser det hurtigt til is, så de steder, hvor der ikke er saltet, kan det godt være ret ubehageligt at gå og cykle, siger Frank Nielsen.

Den nyfaldne sne er desuden flere steder nærmest med det samme tryllet om til is, fordi jorden var relativt varm, da sneen faldt, så sneen i første omgang smeltede men siden frøs til is.

I løbet af lørdagen forventes det, at sneen bliver liggende de fleste steder, og DMI forventer en dag med pænt vintervejr med temperaturer omkring frysepunktet og kun enkelte snebyger.

0 kommentarer
Vis kommentarer