DMI advarer mod glatte veje

En kold nat kan betyde drilske vejforhold i morgentrafikken

Fredag morgen kan byde på både tåge og glatte veje. Arkivfoto: Jens Dresling
Fredag morgen kan byde på både tåge og glatte veje. Arkivfoto: Jens Dresling

Efter en november måned med temperaturer et pænt stykke over det normale, byder fredagen på temperaturer, der i højere grad sender tankerne mod den forestående vintermåned.

I løbet af natten er temperaturen nemlig mange steder faldet et godt stykke ned under frysepunktet, fortæller DMI.

- Der er lave temperaturer mange steder lige nu, og vejbanerne er kolde, så der er risiko for rimglatte veje her i morgentimerne, siger Anna Christiansson, vagthavende meteorolig ved DMI, til Ekstra Bladet.

Hun fortæller, at det særligt er i Nord- og Østjylland, at temperaturerne har taget et dyk.

- Der har været ned til minus tre grader i Nordjylland i nat, og i Østjylland ligger vi lige nu på -2,9. Så det er forholdsvis koldt mange steder. Men det kan være glat over det hele, så man skal ikke blive overrasket. På Sjælland er temperaturen lige under frysepunktet, men vejbanerne kan være koldere, for vi måler temperaturen i to meters højde, siger meteorologen.

Tåget døgn
Og de kolde temperaturer er ikke den eneste udfordring i morgentrafikken, lyder det fra DMI.

- Stedvis har vi lidt tåge og tågebanker, som også kan give lidt problemer i trafikken, siger Anna Christiansson.

Og netop tågen kan blive definerende for fredagsvejret.

- Vi får lidt eller nogen sol, men tågebankerne kan lokalt blive hængende hele dagen. Og i løbet af eftermiddagen bliver det mere udbredt med tågen igen, så det breder sig, og i aften og nat bliver der udbredt dis og tåge i hele landet, siger meteorologen.

Hun fortæller, at temperaturen i løbet af dagen lander på mellem fire og otte grader med en svag, skiftende vind. I nattetimerne daler temperaturen igen og ender mellem to graders frost og fem graders varme.